Bilskiver og tudehoveder

Dustsucker minder både om tidlig Iron Maiden og Hellacopters, mens Walls of Jericho flæber, mener Emil Svendsen. Walls of Jericho er et metalcoreband fra Michigan, der ud over at være dejligt aggressive, mest er kendt for deres jern af en frontkvinde, Candace Kucsulain, der i velskurret forvrængethed er helt oppe på siden af Arch Enemys Angela Gossow. Derfor er det bemærkelsesværdigt, når et så hårdt et band, går hen og udgiver en akkustisk EP, der oven i købet er produceret og har gæsteoptrædener af Corey Taylor fra Slipknot og Stone Sour.

Måske netop Taylors tilstedeværelse bør efterhånden give bange anelser, for vis man hører til dem, der mener, at han begyndte at blive et pivedyr med Stone Sour, så springer han helt ud som en tudeprins af en producer på denne EP. Skiven er nemlig sovset ind i rumklangsklaverer, strygere, pauker og jeg ved fanme snart ikke hvad, så det kommer til at lyde som goth af allerkedeligste skuffe.

Kompositionerne er nu heller ikke for gode, så Taylor skal ikke have hele skylden, for de mangler helt den dystre og enkle indadvendthed som eksempelvis Alice In Chains' stille-EPer havde. Det skinner tydeligt igennem, at bandets styrker ligger i at skrue bissen på, for "Redemption" lyder som en gymnasieelev der ved et klaver har pillet navle alt, alt for længe – sørgeligt understreget med coverversionen af lejrbålsguitarklassikeren "House of Rising Sun".

Selvom vi godt nok får at høre, at Kucsulain mestrer den rene sang også, kommer EP'en til at virke som den undskyldning, der hedder "Vores musik plejer at være hård, men vi kan altså godt spille i virkeligheden". Lidt på samme måde som Metallicas forfærdelige "S&M", der på tilsvarende vis fik besudlet deres bagkatalog (og egentlig også symfonisk musik) i ambitionen om at hylde samme ved at det kunne spilles sådan rigtigt. Men Walls of Jericho har intet at undskylde, ud over alt dette føleri. Vil det rigtige Walls of Jericho venligst rejse sig!