Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

20 år gammel demodød

Populær
Updated
20 år gammel demodød

Morta Skuld blev aldrig lige så store som nogle af de bands, de live delte scener med, men der var bestemt krummer i musikken, hvilket den netop udgivne demo-opsamling tydeligt viser.

Kunstner
Titel
Through The Eyes of Death: The Early Demos
Dato
04-07-2011
Distributør
Karakter
3

Nogle gange får man gaver, selvom man hverken har fødselsdag eller lignende. Gaven til fans af amerikansk starthalvfemser-dødsmetal fik tidligere i denne måned en interessant én. En opsamling med 2 demoer og en ikke-udgivet single: Alle sange er skrevet og indspillet før bandets fire studiealbums i 90'erne.

Tiden har været nådig ved Morta Skuld. På promoversionen fremgår det ikke, hvorvidt der er re-mastereret, men lyden er i hvert fald fuldt acceptabel. Det er ikke som en indspilning i dag, men det er langt bedre end mange demoer fra den tid. Niveauerne spiller ikke altid helt som de skal, eksempelvis er soli alt for lave i 'Senseless Killing', selvom de er ok i de andre sange fra 'Gory Departure'-demoen, som sangen starter fra.

'Prolong the Agony' er den anden demo som er med på opsamlingen. Den er indspillet blot fire måneder senere i 1990 end ovenfor nævnte demo. Den har lidt mere groove i sig, og er igen i et mere midtersøgende tempo, selvom titelnummeret 'Prolong the Agony' efter en melodisk intro har sine stykker med smæk på.

Musikken kan minde lidt om tidlig Death og et af de amerikanske dødsmetalbands, som blev hypet men ramte en uheldig tidsperiode (læs: grunge-tiden) og gik bort, nemlig Resurrection. Et band som faktisk lavede et udmærket comeback for ikke så længe siden. Morta Skuld har bassen langt fremme i lydbilledet - hør eksempelvis 'Eternal Suffering' som er fra en indspilning, der skulle have været endt på en single på Earache, men det gik i vasken. Sidst på skiven er der et ret fængende track, som lyder ret simpelt. Æren for det fængende er dog ikke Morta Skulds: nummeret hedder 'Metal Church' og er oprindeligt skrevet af bandet af samme navn.

Senere fik amerikanerne kontrakt på Peaceville og udgav som nævnt 4 albums, inden bandet i starten af 00'erne begravede bandet. Demo-opsamlingen er et interessant kuriosum for dødsmetalfans, som fandt glæden ved genren tilbage i slutfirserne og starthalvfemserne. For andre vil det måske være lige kedeligt nok, og måske mere interessant at udforske et af bandets albums fremfor gamle demoer, hvis ordene her har pirket lidt til nysgerrigheden.