To sider af samme sag

dawnraydwildfire

Fra spydspidsen af den moderne rød-sorte black metal eksperimenterer engelske Dawn Ray’d

Kunstner
Titel
Wild Fire
Dato
07-05-2021
Trackliste
1. Wild Fire, pt. I
2. Wild Fire, pt. II
Forfatter
Karakter
3

EP’en er Devilutions kæphest i år, og derfor er det også nærliggende at kigge på den nye 7” fra Dawn Ray’d. Normalt ville vi måske springe over de fleste udgivelser, der kun indeholdt to numre og holdt sig under ti minutter i længden, men vi har tidligere demonstreret, at spillelængde ikke er afgørende for, om en plade er interessant, og derudover så viser ‘Wild Fire’ endnu et interessant take på det ofte aparte fænomen.

Dawn Ray’d er, som det nok vil være yndere af moderne black metal bekendt, måske det største band inden for den voksende RABM-scene – Red And Black Metal – der vokser frem dels som et modsvar mod NSBM – National Socialist Black Metal – og politisk konservativ black metal og dels som et element i den generelt stigende tendens til eksplicit politisering af musik.

Med et fokus på anarkisme og antiracisme er Dawn Ray’ds politiske udtryk en integral del af musikken, og både teksterne, merchandise og musikvideoer fungerer i lige så høj grad som politisk agitation som musik.

Det er også omdrejningspunktet, tilsigtet eller ej, for ‘Wild Fire’. De to tracks på udgivelsen er nemlig to forskellige versioner af samme sang, men fortolket på forskellig vis.

Første take, ‘Wild Fire, pt. I’ åbner med en hornpassage, der sætter scenen for Dawn Ray’ds energiske black metal, der både bærer præg af deres fortid i screamobandet ‘We Came In Like Tigers’ men også farves i folketoner af forsanger Simon Barrs brug af elektrisk violin, hvilket giver musikken de karakteristiske melodiske breaks, der står i så stærk kontrast til den ellers hårdtpumpende black metal og de hamrende trommer, der ledsager den. Det er uden tvivl her musikken er mest interessant.



Den anden side af mønten, er ‘Wild Fire, pt. II’, der benytter sig af langt mere afdæmpet instrumentalisering. Fabian Devlins guitar er byttet ud med en akustisk, og Barrs violin er langt mere fremtrædende og overtager de passager, der i "...pt. I" hørtes som hurtig shredding.

Barrs vokal er ren, og tekstens bro og sidste vers står klart frem. Væk er det aggressive omkvæd, der kalder til væbnet modstand mod fascismen, og første vers, der drager paralleller mellem politikeres tungetale og disciplen Peters fornægtelse af Jesus, og i stedet er en næsten ubærlig oprigtig bedyrelse om bandets reelle standpunkter.

Dawn Ray’d er bedst når de spiller black metal, hvilket heldigvis også er det, de som hovedregel gør. Deres sortsværtede kampsange er som skabt til voldsomhed og fællesfølelsen, der følger med en koncertoptræden, og derfor kan "...pt. II" også føles lidt flad. Det innovative i at spille en sang på to måder er dog en interessant brug af en EP og passer til formatets muligheder for innovation og eksperimenteren.