Brækkede beats og forvrængning
Franske Non Serviam blander black metal, cybergrind, industrial, gabber og meget andet på (endnu) en eksperimenterende perle.
2. O My Whale
3. Ne Me Quitte Pas
4. La lune dont mon âme est pleine, pt. I
5. Soleil Dans Trou Blanc
6. Vengeance Sauvage
7. 花火 (Hana-Bi)
8. Kick Them to the Guitar (feat. Agoraphobic Nosebleed)
Parisbandet Non Serviam insisterer på at kalde ‘We Are Nothing But Your Krill’ for et mini-album, men med otte numre og en spilletid på knap tre kvarter, er det svært at gennemskue hvorfor. Det er dog noget, de relativt ofte gør, og selv den 13 sange lange ‘Work’ fra 2021 gik under samme titel. Måske er det fordi sangene har almindelige længde, i modsætning til ‘Le Coeur Bat’ fra samme år, hvis åbner strækker sig næsten en halv time.
Non Serviam er, som man måske kan fornemme, enormt arbejdsomme, men ikke nok med det, de er også ekstremt opfindsomme. Om det er, fordi bandet består af et ikke defineret, anonymt kollektiv, eller om det blot handler om eksplosiv kreativitet er uvist, men ikke desto mindre kunne man nærmest fylde spalterne med deres udgivelser.
Seneste skud på stammen er ‘We Are Nothing But Your Krill’ og den er i særdeleshed også noget særligt.
Efter åbningsnummeret af samme navn, står det relativt hurtigt klart for os, at vi ikke _kun_ får black metal. Efter knap et minut sparker gabber-trommerne ind og sætter et hæsblæsende tempo, der lynhurtigt går over i en Atari Teenage Riot-inspireret lyd, der fortsætter hen i det skramlede og skurrende og meget industrialprægede, over en bund af både fæl og ren vokal.
Dette alt sammen i pladens første, rigtige nummer. Det bliver kun mærkeligere herfra, når franskmændene brækker beats og rytmer og distorter stort set alt, der kan distortes. Nogle gange til den grimme side, som ‘O My Whale’, andre gange til en The Cure- eller Slowdive-agtig shoegaze som på ‘Ne Me Quitte Pas’.
Der er en særlig lyd i den franske black metal, der lægger sig godt opad at blande shoegaze i, som Alcest vist efterhånden har fået demonstreret til fulde, og derfor er det heller ikke mærkeligt, når der sniger sig en akustisk guitar ind på ‘Soleil Dans Trou Blanc’. Hvad der derimod gør det mere særligt, er det hip-hop-inspirerede beat, der ligger sig under den sarte akustik og den nærmest trip-hoppede 90’er-electronica, der sniger sig ind.
Når vi så når til albummets afslutning og samarbejdet med Agoraphobic Nosebleed bliver det næsten smertefuld lo-fi og man føler sig hensat til de mest skraldede kælderfester i besatte huse, man kan forestille sig.
Stemningsmæssigt er ‘We Are Nothing But Your Krill’ ud over det hele. Altså, virkelig. Fra den frådende vrede og ironiske antipacifisme på sidste track, til det melankolsk romantiske på ‘Ne Me Quitte Pas’, der er så ekstremt fransk black metal, som noget kan være uden at lyde sådan.
Normalt er Non Serviam et meget eksplicit politisk band, men på denne udgivelse har de i stedet valgt at kigge lidt indad. Det klæder dem meget godt.
Det er bestemt ikke musik for alle, men hvis man tør, bliver man belønnet.