Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Første album i 24 år

Updated
Første album i 24 år
Grungens gudfædre m.m. The Who er tilbage med første album i 24 år, og det holder faktisk hjem, skriver Mathias Nielsen. Nogle sjæle vil hævde, at The Who ikke hører til i et tungt e-zine som HeavyJam.dk… De tager fejl!

Nej, det var ikke Kurt Cobain, der var den første til at smadre sin guitar på scenen. Det gjorde et af de to overlevende bandmedlemmer, der i dag er tilbage i The Who, guitarist Pete Townshend, faktisk allerede i 60erne. Og havde det ikke været for ham, havde metalmusikere måske stadig stået med guitaren oppe under halsen og steppet med fødderne.

Derfor er det også på plads med denne lille anmeldende notits om bandets (det vil sige de overlevende rester af det; Pete Townshend og sanger Roger Daltrey) comeback album.

Duoen får professionel musikalske assistance, men ingen – INGEN – kan leve op til verdens mest tøjleløse og kompromisløse trommeslager, Keith Moon, mens John Entwistles umiskendelige basgang også savnes.


Mini-operaen bedst

På trods af disse savn, så holder ”Endless Wire” faktisk ganske udmærket, når man tænker på at dette album udgives efter en 24 år (!) lang pladepause. Daltreys vokal er ikke hvad den har været, men alligevel forbavsende stærk, når man tænker på, at manden er 62! Det kan man få bevis for i rockskæringer som ”Mike Post Theme” og ”It’s Not Enough”.

Albummet er delt op i to dele: otte ”almindelige” sange, inden der gøres plads til en ambitiøs miniudgave af en ”rock-opera” fra Townshend. Et koncept, han selv opfandt tilbage i 1969 på ”Tommy”. Og faktisk er det denne godt 20 minutter lange ”opera”, der redder album helt hjem, selvom balladerne, ”A Man in a Purple Dress” og den Tom Waits’ske ”In the Ether”, nu også går an. Og så får man kuldegysninger af at høre synthesizerintroen til første nummer ”Fragments”, som uden tvivl er en hyldest til klassikeren ”Baba O’Riley”.

Det er dog ikke her, du skal starte med The Who. Dertil er og bliver ”Who’s Next” bedst, og her kan man også få smag for både Keith Moons trommer og Entwistles bas, men ”Endless Wire” er nu et fint album, nutidens forhold og veteranernes alder taget i betragtning.

NB: Forskellige Heavyjam-bands som bl.a. The Scorpions og Limp Bizkit (deres seneste hit, "Behind Blue Eyes", velsagtens?) har lavet Who-covers - Red.

Kunstner
Titel
Endless Wire
Label
Distributør
Genre
Karakter
3