Intet nyt fra A-fronten
Agnostic Front lyder som Agnostic Front. Vand er vådt, og solen står op i øst. Der er få konstanter tilbage i en evigt transformerende verden, men de er rare at kunne holde fast på.
2. You Say
3. Matter of Life & Death
4. Tears for Everyone
5. Divided
6. Sunday Matinee
7. I Can't Win
8. Turn Up the Volume
9. Art of Silence
10. Shots Fired
11. Hell to Pay
12. Evolution of Madness
13. Skip the Trial
14. Obey
15. Eyes Open Wide
Det er ikke årets nemmeste opgave at anmelde nyt materiale fra én af hardcore-punkens absolutte opfindere, NYHC-scenens gudfædre fra Agnostic Front, uden at kaste sig ud i forslidte floskler om ”det gode gamle”, ”solidt som det plejer”, ”en velkendt og elsket lyd” og slige klæbrige formuleringer, der er lige så kedelige at læse, som de faktisk trods alt godt kunne være dækkende.
For er det fair at forvente andet fra Agnostic Front?
Jovist, bandet har været i tænkeboks i seks år siden 'Get Loud!' fra 2019, delvist grundet sygdom i staben, men det er ikke just et orkester, man forventer skal opfinde nye arbejdsgange og gentænke en genre, der som få andre er baseret på faste formularer og måder at gøre tingene på. Måder, Agnostic Front langt hen ad vejen har været med til at opfinde. Og ikke, at der i øvrigt nødvendigvis er noget galt i det.
Læg dertil, at bandets to drivkræfter, forsanger Roger Miret og amerikansk hardcores grand old man Vinnie Stigma, har rundet henholdsvis 60 og 70 år, og så er det måske fair nok blot at forvente et album, der netop lyder velkendt og af det gode gamle og er gennemsolidt, men ikke udfordrer lytteren på nogen måde.
Det er sådan et album, 'Echoes of Eternity' er.
Bølle hurtigt, bølle langsomt
For Agnostic Front skal sgu' ikke opfinde noget mere. Det er fair. De lyder umiskendeligt af Agnostic Front, og det er rigeligt fint. Der er næppe heller nogen, der forventer, at bands som AC/DC eller Iron Maiden pludselig begynder at gentænke udtrykket og udfordre deres fans. Største nytænkning er, at de har fået den jævnaldrende DMC fra Run DMC med på 'A Matter of Life & Death', og det er dæleme ikke nytænkt at blande rap og crossover-hardcore. Det hele kommer også til at lyde lidt af Biohazard, og det er også helt acceptabelt.
'Tears for Everyone' har masser af fart, godt med formative bølleråb og en enkelt skrigende og haltende crossover-solo, der er ligeså ugennemtænkt, som den er fed. Godt arbejde, Stigma. 'Divided' er Agnostic Front, når det er noget mere ligegyldigt, og den sceneromantiske 'Sunday Matinee', der handler om eftermiddagene på CBGB's tilbage i 80'erne, minder os om, at Agnostic Front i virkeligheden er SÅ gamle.
De skal ikke lyde som Knocked Loose, Drain, Gel, End It, Speed eller nogle andre af scenens nyere himmelstormere. De lyder, som de altid har lydt, og det er godt nok. Og så kan pladen for alvor tage fart.
Hurtigere, vildere og hjem og hvile de gamle ben
Triaden af numre bestående af den godt fræsende 'Art of Silence', den endnu mere aggressive 'Shots Fired' og pladens forceret fede højdepunkt 'Hell to Pay' understreger præcis, at Agnostic Front både kan den langsomme, den hurtige og det breakdown, du slår dig på i pitten, og 'Skip the Trial' er klassisk twostep-hardcore, enhver rask skaterdreng kan øve sine dansetrin til. Pladen lukker med 'Eyes Open Wide', der er ganske udmærket underlægningsmusik til næste gang, du høvler en molotov-cocktail mod 1312 eller spiller op til lussinger mod en dørmand. Rendyrket bøllerock fra en svunden tid.
'Echoes of Eternity' er ikke dårlig, ej heller ligegyldig. Der foregår intet, du ikke har hørt før, men det er en forvisning om, at alt stadig er godt. Rock-ikonerne falder som fluer, metallerne ligeså. Men Stigma står her stadig. Det samme gør Miret. Og de er fandeme stadig hardcore. Det er betryggende at vide, at i en verden, der falder og forandrer sig, står nogle af de bærende piller stadig stærkt. Og opfordrer til slagsmål foran scenen.