Den store satsning

349656

Ripensernes treer siger farvel til melodød og halløj til metalcore. Aphyxion holder niveauet højt efter danske standarder, om end der bliver lånt rigeligt med virkemidler fra de internationale idoler.

Kunstner
Titel
Void
Dato
10-05-2019
Trackliste
1. Fork Tongued
2. Sleepwalkers
3. Restless Nights
4. Crown of Thorns
5. Happily Apathetic
6. A Gap of Sky
7. Sedate Myself
8. Pain
9. No Man is an Island
10. Stronger in the End
11. Void
Forfatter
Karakter
4

Når man begynder at udgive plader så tidligt i sit musikalske liv, som tilfældet har været med Aphyxion, hvis debut ’Earth Entangled’ fra 2014 udkom, mens flere af medlemmerne kun lige var på vej ud af teenage-årene, er der ikke noget at sige til, at ens smag og udtryk kommer til at undergå en voldsom udvikling. 

Debutens groovy melodiske dødsmetal blev blandet op med en søgen efter det gode omkvæd på ’Aftermath’ to år senere, og på ’Void’ har Aphyxion endeligt givet slip på størstedelen af dødsmetallen for i stedet at kaste sig over den tungere afdeling af metalcore. Specielt inspirationen fra Parkway Drive er allestedsnærværende pladen igennem i en grad, hvor det utrænede øre nemt kunne forveksle de to i et svagt øjeblik.

Eksempelvis i åbneren ’Fork Tongued’, hvor Michael Vahls vokaler minder grumme meget om Winston McCalls, ligesom guitararbejdet fra Jonas Haagensen og Aphyxions nyeste mand, Jesper Haas, også nemt leder tankerne hen på Parkway Drive-plader som ’Atlas’ og ’Ire’. Harmonierne er større, og guitarlyden lysere og langt mere melodisk end tidligere, mens der er skruet kraftigt ned for dødsmetal-riffingen. Ligeledes er lighederne kraftigt til stede i ’No Man Is an Island’, der sine steder minder ganske meget om australiernes ’The River’.



Forstå mig ret: Der er ikke tale om en kopi. Aphyxion har stadig sine egne ideer, men inspirationen er som minimum markant. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for stilen fungerer for Aphyxion, ligesom den gjorde det for Parkway Drive, før de begik kunstnerisk selvmord med den ulidelige ’Reverence’ sidste forår. En meget sjov detalje er det også, at Aphyxions førstesingle ’Sleepwalkers’ stort set deler titel med Parkway Drive-singlen ’Sleepwalker’ fra 2010, mens Parkway Drive udgav singlen ’The Void’ sidste år. Hvorvidt den har haft indflydelse på navngivningen af nærværende nye Aphyxion-plade? Tjaah …

Endnu en markant ændring i Aphyxions musikalske udtryk er den rene sang fra bassist Jais Jessen, der gør sig ganske udmærket som nyudsprungen sanger og vokalmæssigt passer udmærket ind i metalcore-stilen. Tænk Oli Sykes fra Bring Me the Horizon. Den rene vokal er brugt i afmålte mængder, hvilket fungerer fint på førstesinglen og ’Happily Apathetic’, men i mindre grad på den aparte ’Pain’, der ikke er langt fra at kunne have været på deltagerlisten til Melodi Grand Prix.

På tekstsiden har forfatter Michael Vahl i højere grad end tidligere kastet sig ud i personlige fortællinger frem for bandets tidligere mere samfundskritiske tekster. Det giver et intenst, følelsesladet udtryk, ikke mindst i de rent sungne strofer, som (igen) passer fint ind i metalcore-skabelonerne, som bands som Parkway Drive, Bring Me the Horizon og Architects har defineret.

Det er tydeligt, at Aphyxion prøver egne grænser af og afsøger nyt territorium. Bandet har taget en chance ved at relancere sig selv som et mere lettilgængeligt orkester, der heller ikke er bange for at skrive en popsang. Og projektet lykkes sådan set ret udmærket. Mens inspirationskilderne er tydelige, og Aphyxion måske ikke helt rammer idolernes niveau gennem hele pladen, er ’Void’ dog stadig et af de mere gennemarbejdede og veludførte pladeprojekter herhjemme i de senere år. Aphyxion ved, hvad de vil, og de har energien og talentet til at føre ideerne ud i livet. ’Void’ er formentlig den satsning, der skal give bandet det internationale gennembrud. Se blot på det budget, der indtil videre er lagt i produktionen af videoer til de foreløbig tre singler. Og pladen kan snildt blive netop det gennembrud. Kvaliteten er til det.