50% på Onlyfans

Atilla

Der er ikke langt fra tanke til handling, når man er Chris Fonzak. Det er 'Closure' et glimrende eksempel på. En instrumental oplevelse tilføjet et lyrisk forældet livssyn og værdigrundlag.

Kunstner
Titel
Closure
Dato
23-07-2021
Trackliste
1. Anxiety
2. Empty Clip
3. Metalcore Manson
4. Day Drinking
5. Broke & Happy
6. G-Squad
7. Shots For The Girls
8. Viva Las Vegas
9. Cancelled
10. Clarity
Karakter
2

Chris Fonzak er en spændende karakter. En forretningsmand, der har spredt sine overtussede arme ud og skabt et lille imperie. Et brand, der troner i hans metalcore mansion, side om side med en flåde af eksotiske køretøjer, damer en masse og festelskende homies. Slanger, skorpioner, attrap-skydevåben og konsekvent dårlig tøjsmag. Sidste primært bestående af eget design og Dorito-sponsoreret outfit. Følger man Fonzak på Instagram har man set det hele og tilsvarende fået et utal af muligheder for at swipe op og købe adgang til Fronzillas Onlyfans-profil, hvor der er ofte 50 % rabat. Den amerikanske drøm anno 2021.

Fronzillas liv ser festligt ud. Man får associationer til de glade 80’ere og 90’ere, hvor rockstjerner opførte sig som rockstjerner. Klichefyldt, uansvarligt og idiotisk. På sin vis charmerende, men også helt skudt af og svært at relatere til i dag. Stort set ligesom Attilas musik efterhånden er det: 'Closure' er tomme Dorito-kalorier og party-anthems med tequilla-tømmermænd.

Det er faktisk lidt imponerende, hvordan Chris Fonzak har haft tid til, at skrive “ny” lyrik og indspille – alle hans aktiviteter taget i betragtning. Men det er heller ikke rigtig nyt. Det er mere eller mindre den samme omgang oppustet ligegyldighed af wannabe-gangster-attitude og Kid Rock-trivialiteter, som vi har hørt Fronzilla fremføre et utal af gange.

Det starter ellers fint med den bombastiske 'Anxiety'. Fonzak brøler mere, end han plejer, og lyrisk lader det næsten til, at forsangeren har noget på hjerte. En frustration over den amerikanske folkesygdom, angst. Et overraskende velfungerende nummer – men mere har ‘Closure’ heller ikke at byde på.



Damer, fest, biler og alt det der…
På 'Empty Clip' er vi tilbage i tåbelig selvhævdelse. Can’t fuck with me, i got receipts / Stay away from me, go rot in the hell you made. Ikke just dybsindig eller tankevækkende lyrik. Vi har hørt den svada før, det er efterhånden ganske trivielt.

'Metalcore Manson' handler primært om, at Fronzilla er sådan en sej type, der har nøgne damer til at gøre rent, når han er på tour. Først laver forsangeren penge, så finder han en dame “to nut in”. Tilsvarende kræver det ikke meget tankevirksomhed for at gætte sig til, hvad numre som ‘Day Drinking’ og ‘Viva Las Vegas’ handler om. Man skal være af en helt speciel type 31-årig, for at finde det lyriske indhold på 'Closure' interessant. Ja, man skal nok være Chris Fonzak.

Det hele er så tåbeligt, så forsøgt, så irrelevant, at man til tider glemmer, at der også er et band bag Fronzilla. Et ganske kompetent band, som redder pladen fra at være fuldkommen lort og lagkage. Bassist Kalan Blehm og lead-guitarist Chris Linck holder stadig fanen højt, mens Walter Adams har overtaget rytmeguitaren og Tommy Henderson har taget plads bag trommerne. Sammen har de haft succes med at skabe en omgang redneck-tenderende metalcore med deathcore-aner. Ti kompositioner, der nok savner en genremæssig rød tråd, men ellers fremstår som et ganske solidt grundlag.

Det hjælper bare ikke en skid, når først Fronzilla spiller med musklerne. 'Closure' er en plade, der intet giver. Med mindre man følger Fonzak på de sociale medier og kan genkende noget af indholdet. I så fald fremstår det tydeligt, at forsangeren ikke gør sig specielt mange dybe tanker. Du får, hvad du ser, råt men måske tilføjet et hint drama.  

Endelig er det en plade, der er fuldstændigt tabt af sin samtid. Det overrasker næppe, at den forfejlet søger at holde fast i nogle værdier, som forlængst er passé. Og så alligevel. Vi skriver trods alt 2021. Man skal vitterlig være en 15-årig i en vanvittig hormonstorm eller tilsvarende alder mentalt for at finde Fronzaks udgydelser interessante.

Når alt kommer til alt, er det værste vel, at Chris Fonzak ikke er en karakter. Blot en særling med sans for forretning og nogle sære og ofte forældede værdier og syn på hvad der er vigtigt i livet. At han har succes med sit hverv som musiker kan kun undre, men mon ikke en stor del af det, skyldes de kompetente musikere bag ham.