Lige ved og næsten

Lige ved og næsten

Bury Tomorrow forsætter med at gøre hvad de er bedst til. Der er både deres force og hæmsko.

Titel
Black Flame
Trackliste
No Less Violent
Adrenaline
Black Flame
My Revenge
More Than Mortal
Knife of Gold
The Age
Stormbringer
Overcast
Peacekeeper
Karakter
4

Alt er kørt i stilling. Det er uden tvivl hensigten, at ’Black Flame’ skal være albummet, der for alvor giver Bury Tomorrow det store gennembrud. Det gennembrud, den engelske kvintet har arbejdet hårdt på at opnå, siden bandet blev dannet i 2006. Efter succesen med ’Earthbound’ (2016) skiftede bandet i slutningen af 2017 fra Nuclear Blast Records til Music for Nations, datterselskab til Sony Music Entertainment. Et skifte, der signalerer ambitioner og tiltro til, at Bury Tomorrow kan udleve deres ambitioner.

Med ’Black Flame’ sigtes mod superligaen af metalcore. Skiftet er et stort skridt fremad for Bury Tomorrow, og det er tydeligt fra første nummer, at kvintetten har skiftet selskab. Det er det første album, englænderne har indspillet i et reelt studie. De tidligere udgivelser er indspillet i hjemmestudier, som Jason Cameron fortalte, sidst vi interviewede ham. Det høres tydeligt. Lydbilledet er markant forbedret på ’Black Flame’. De små detaljer og Kristan Dawsons utallige lækre riffs står skarpt i lydbilledet. Det samme gør vokalafvekslingen mellem Camerons rene vokal og Daniel Winter-Bates testosteron-brøl.

Til gengæld lyder ’Black Flame’ også langt mere poleret i kanterne, modsat bandets tidligere udgivelser, der havde en herlig fandenivoldsk lyd. En rå lyd, der til tider skar i ørene, men oftest gav sangene et mere bastant udtryk. Bury Tomorrow har aldrig haft en bedre lyd på plade, men det er kort sagt på bekostning af noget af den kant, de tidligere havde.

Musikalsk er der reelt ikke sket så meget siden ’Earthbound’. Bury Tomorrows metalcore-kompositioner har altid været bygget op om de samme tre elementer: Dawsons mere end solide riffs, Winter-Bates' rå vokal og de melodiske passager, der primært er båret af Camerons vokalføring. Det har tidligere fungeret, og det gør det også på ’Black Flame’. Der er masser af variation i den opskrift, og kvintetten har endnu en gang succes med at skrive en god række lyttervenlige numre. Den potente ’Adrenaline’, hittet ’Black Flame’, ’More than Mortal’ og ’Knife of Gold’ er blandt de bedste. Generelt holder første halvdel af pladen et misundelsesværdigt højt niveau.



Havde bandet skrevet et helt album på samme høje niveau som første halvdel af ’Black Flame’, kunne pladen meget vel være endt som en af årets bedste metalcore-plader. Desværre er sidste halvdel af ’Black Flame’ knap så mindeværdig. Kompositionerne er stadig gode. ’The Age’ har et fint singalong-venligt omkvæd, ’Stormbringer’ er noget af det mest bastante og tunge, Bury Tomorrow har udgivet i lang tid, mens ’Overcast’ låner fra nu-metallen med succes. Samlet set er der masser af gode elementer på sidste halvdel af ’Black Flame’; numrene mangler bare det sidste strejf af metalcore-magi.

Det mest skuffende ved ’Black Flame’ er, at der ikke er større udvikling at spore. Nuvel, lydmæssigt er der en forskel fra tidligere udgivelser, men helt grundlæggende skriver og udgiver Bury Tomorrow den samme slags materiale, som de gjorde for ni år siden, da de udgav debutalbummet ’Portraits’. Kompositionerne er blevet stærkere og bandet bedre, men helt basalt spiller Bury Tomorrow ikke anderledes. Nu hvor ’Black Flame’ er en streg i sandet, pladen, der skal skyde kvintetten op i superligaen, skuffer det, at Bury Tomorrow ikke tør søge mere udvikling.

Den engelske kvintet har spillet efter den samme opskrift siden 2006. Den opskrift, kombineret med deres eminente koncerter, har sikret bandet en solid fanbase. ’Black Flame’ er et godt album, og overordnet har skiftet til Music for Nations haft en positiv effekt, som uden tvivl vil udvide den eksisterende fanbase. Men Bury Tomorrow har stadig til gode at udgive et helt gennemført godt album.