Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fejlslagent eksperiment

Updated
004979

Det hollandske freakshow har ladet sig inspirere af det mest forsuttede bolche, der findes i horrorgenren. Resultatet er nedslående.

Titel
Franckensteina Strataemontanus
Dato
26-06-2020
Trackliste
1. Here in German Woodland
2. Scourged Ghoul Undead
3. Franckensteina Strataemontanus
4. The Necromancer
5. Sewn for Solitude
6. Operation Compass
7. Monster
8. Der Vampir von Nürnberg
9. Skull with a Forked Tongue
10. Like a Conscious Parasite I Roam

Bonus:
11. Frederick’s Experiments
Karakter
1

Carach Angren er fra Holland og spiller symfonisk black metal. De har taget deres navn fra Tolkiens mytologi omkring Ringenes Herre. Oversat betyder Carach Angren egentlig "jernkæber" og er en snæver passage dybt inde i Mordor, som dog hverken får meget opmærksomhed i bøgerne eller overhovedet i filmene. Nuvel, hvis man gerne vil vise sin hengivenhed til bøgerne, og alle de seje navne fra Mordor allerede er taget, såsom sletten Gorgoroth, Burzum, Minas Morgul og Cirith Ungol, så kan Carach Angren vel være lige så godt som de andre?

Musikken er bare ikke helt på niveau med eksempelvis Gorgoroth. Det er et tyndt opkog af Dimmu Borgir og Cradle of Filth. Nu er de nået til deres sjette plade, og den er vitterlig en uheldigt sammensat størrelse. Det er en konceptplade, der hylder den tyske okkultist Johann Conrad Dippel, bedst kendt for at også at være inspirationskilde for Mary Shelleys ‘Frankenstein’-roman, eftersom Dippel blev født på slottet Frankenstein, studerede alkymi og bl.a. foretog eksperimenter på døde dyr og mennesker i håbet om at kunne flytte sjælen fra det døde legeme. Det her med at finde livets eliksir og bringe noget dødt til live har præcis den morbide fascination, der skal til for at sikre bøger, musik og film de næste mange år.

Ligesom andre tidløse historier, så har fortællingen om Frankenstein haft såvel gode som dårlige udgaver. Carach Angrens forsøg med ‘Franckensteina Strataemontanus’ er ikke en af de gode. De prøver alt for meget at lyde som Dimmu Borgir lød i deres symfoniske storhedstid for knap 20 år siden.

Bandet kaster et hav af mærkelige instrumenter ind som ekstra lir. Og selv om det, hvis det var gjort godt, ville understøtte musikken og gøre den mere alsidig og eksotisk, forstyrrer det i stedet bare, og man ryster mere og mere på hovedet for hvert element, de kaster ned i den suppe af henkogte ideer, der har været kogt på alt for mange gange før. Det er i en sådan grad smagløst, at man som lytter bare er efterladt med smagen af… ingenting.



Musikken er hverken god eller dårlig. Den er bare ligegyldig. Titelnummeret trucker ret godt derudaf i starten men fortaber sig hurtigt i ligegyldigheder, ligesom det er tilfældet med singleforløberen ‘Monster’, og med titler som ‘The Necromancer’, ‘Der Vampir von Nürnberg’ og ‘Frederick’s Experiments’ er det heller ikke fordi, de selv har kunnet finde mange sten, der ikke allerede har været vendt af utallige før dem. Bevares, singlens omkvæd er der lidt Rammstein over, hvis man er lidt god ved dette mislykkede forsøg på at være onde. Derudover er der enkelte momenter på ‘Skull With a Forked Tongue’, der fungerer, men ikke meget andet.

Vi så dem live i Aalborg sidste sommer. Det var præcis det samme som på plade. Masser af corpse paint, teater og drama på scenen. Men tandløst og ufarligt. Det er egentlig ærgerligt, for produktionen af Clemens Wijers, der også har produceret for Till Lindemann (Rammstein) og Peter Tägtgrens (Hypocrisy og Pain) projekt Lindemann, er udmærket, og havde man kælet lidt mere for sangskrivningen, kunne det måske godt være gået hen og blevet en anstændig plade. Numrene er bare fuldstændig blottet for genkendelsesværdi selv efter en del gennemlytninger, og det kan et enkelt letbenet omkvæd i singlen altså ikke rette op på. 

Hvis Carach Angren vil tages seriøst, må de meget gerne skrue ned for teateret, op for alvoren, ned for det musikalske gøgl og skære sangene ind til benet og fokusere på skæringer, der huskes, når anlægget er slukket. ‘Franckensteina Strataemontanus’ er lige så mislykket en plade, som samtlige af Johann Conrad Dippels forsøg på at flytte en sjæl fra én afdød kat til en anden. Død som levende.