Da Opeth mødte Mastodon

Populær
Da Opeth mødte Mastodon

Britiske Spires har gang i en velgjort progressiv omgang af dødsmetal med enkelte mørkere tendenser.

Kunstner
Titel
Spiral of Ascension
Dato
01-11-2010
Distributør
Karakter
4

Allerede inden der er gået ti sekunder af pladeåbneren 'Equilibrium' er man som lytter sporet ind på, at Spires, der har base i Manchester i England, spiller så ganske progressivt og med teknisk overskud.

Når sangen når frem til den første vokalpart, står der pludselig bøjet i neon foran én: Opeth! For mainman og bandstifter Paul Sadler har i sit stille stemmeleje et meget stort sammenfald med Mikael Åkerfeldts ditto. Men når den rene vokal får lidt mere gas, så synger Paul ret anderledes og med en fed, speciel indlevelse, som også ville være fed i en dyster form for power metal.

Vokalen bliver også rå undervejs, og her brydes sammenligningerne til Opeth, da der her ikke er dybe growls, men mere hæse, rå og energiske brøl, der i nogle riffs får bandet til at minde om Mastodon, som, udover det nævnte svenske band, også må være en stor inspiration for englænderne. Andre steder er der fede paralleller til Enslaved, og nordmændenes måde at lægge et anderledes snit i sangstrukturen.

Skiven har en varighed på ca. en time, og derfor er det fint, at gruppen tør sætte energiniveauet lidt ned og jazze lidt i intermezzoet 'Nightfall' og den stille start på det over 13 minutter lange epos, der følger efter med 'Broken Hourglass'. Især når det er så fint udført med leadguitar, der kunne være taget ud af det Opeth'ske univers.

'Spires' er et fantastisk supplement til dyrkere af Opeth (måske især 'Blackwater Park') og folk, der også nyder Mastodons sære, men powerfulde numre - og nu, hvor jazz blev nævnt i forrige afsnit: Cynic, naturligvis.

Produktionen er mindre poleret end hos Opeth, men fed til Spires aggressive parter, og når leadguitaren i de mange instrumentalstykker er så knivskarp som den er, så får man stadig det bedste af begge ender af produktionsskalaen fra råt til smukt. Det er frontmanden selv, som har stået for det, og det er han altså sluppet ligeså stærkt fra som han har klaret sangskrivning og udførelse.

I høj grad anbefalelsesværdigt - tjek selv 'Equilibrium' ud ved at klikke herunder: