Den suveræne vibration af nørder & syre

Populær
Den suveræne vibration af nørder & syre

Her følger en forsinket, men evigt aktuel anmeldelse af én af sidste års mest ventede udgivelser: Colour Hazes ’She Said’. Kodeordene er trippet og smilende fantastisk.   

Kunstner
Titel
She Said
Dato
26-11-2012
Genre
Trackliste
1. She Said
2. This
3. Transformation
4. Breath
5. Slowdown
6. Stand In…
7. Rite
8. Grace
Karakter
4

For hippier med vedkommende rock i blodet samt fans af stonerrock var nedtællingen til det tiende studiealbum fra Münchens Colour Haze usædvanlig lang. Det er egentlig ikke fordi de fire år, der er gået siden udgivelsen af deres forrige album, 'All' (2008), er en usædvanligt lang ventetid mellem pladeudgivelser. En længere række af ualmindelige og alt andet end formildende produktionsomstændigheder har i tilfældet ’She Said’ imidlertid været med til at gøre ventetiden ekstra frustrerende for fans og ikke mindst for trioen selv. Før indspilningen besluttede Colour Haze at bygge deres eget hjemmestudie, men under processen dukkede der fejl op, og studiet måtte rives ned for atter at blive bygget op fra ny; da meget af pladen angiveligt allerede var indspillet, måtte den tages om; mastereringen af pladen kiksede og måtte ligeledes tages om; coveret fuckede op; vinylens første optryk var ikke godt nok; und so weiter; und so weiter. Udgivelsesdatoen blev hele tiden udsat, men frustrationens gang bliver heldigvis forløst i det endelige møde med pladen, som kort sagt er suveræn.

Molbo-payoff

Det, der måske kan lyde som en stædig proces af excentrisk molbo-ekstraarbejde, er nemlig evident og klart til stede fra allerførste tone fra guitaren, der bogstaveligt talt lyder, som var den lige ved siden af dig. Er der noget, der virkelig adskiller dette album fra Colour Haze fra stort set alt andet, der bliver produceret i dag, så er det produktionens generøsitet. ’She Said’ er en sonisk gave, der emmer af et psykedelisk hinsides, men som er alt for nærværende til at høre fortiden til. Den – lyder – så – fucking – fed - !

Så kan man selvfølgelig sige, at retrolyden vel netop er blevet en cool og moderne standard i sig selv inden for det, vi kan kalde for den festfarligere del af rockmusikken anno 2013. Jovist, det er den da. Men den overlegne forskel mellem den lyd, som gror ud af de musikalske ører på Colour Haze og lyden som eksempelvis Nuclear Blast-navne som Graveyard og Kadavar benytter sig af, er ikke til at tage fejl af. Det audiostærke spekter, Colour Haze hér præsenterer, er enestående og er en uomgængelig faktor for helhedsoplevelsen af pladen.

Et orkestreret skridt

Produktionen af ’She Said’ er anderledes end på de forrige plader, som bandet har smidt på gaden, men minder alligevel mest om førnævnte forrige udspil, ’All’ - Colour Haze har altid udviklet sig med små, men bemærkelsesværdige skridt. Siden ’Temple’ (2006) og den selvbetitlede plade (2004) har bandet gradvist bevæget sig i en lettere og mindre aggressiv retning med deres lyd, hvilket ligeledes afspejles i de nyere kompositioner. Derfor giver det på sin vis også mening, at der udover egensignaturen af mødet mellem Hendrix og Kyuss også er ganske mange strygersektioner at finde på ’She Said’.

En trofast trio

Med pladeselskabsejeren Stefan Koglek i front på vokal og guitar, Philipp Rasthofer på bas og Manfred Merwald på trommer er Colour Haze en af de mere undervurderede trioer, som man kun kan tænkes at ville blive en større tilhænger af rockmusikken i al almindelighed ved at stifte bekendtskab med. Bandets typiske trademark, som kan siges at være lange numre med en detaljerig opbyggelighed, der tenderer det minutiøst æggende, er også i fokus på ’She Said’ og indfries behageligt på det meste og suverænt på skæringen ’Transformation’, der med seksten minutter er albummets længste.

Langt og instrumentalt
På en måde er ’She Said’ både bandets bedste udspil til dato, samtidig med at den ikke kommer helt op på siden af hverken ’All’ eller ’Temple’. Sonisk set er dette nyeste album noget af rockens undergrunds mest overlegne, og kompositorisk set er skiven fantastisk og slidstærk uden af være decideret bombastisk og uden et helt så kropsvippende guitarspil, som de forrige plader byder på. På den anden side er det befriende med et rockalbum, der er melodiøst og imødekommende fra begyndelsen af, men som samtidig bliver ved med at åbne sig for lytteren for hver nye gennemlytning. ’She Said’ er albummet, man skal ud og investere i.

Se en tidlig live-udgave af 'Transformation' hér: