Doom - med sidespring

Populær
Doom - med sidespring

Doom? Tja, vel nok. Men også tilsat lidt pop, syre, grunge, støjrock og en punket attitude!

Kunstner
Titel
Berlin Occult Bureau
Distributør
Genre
Trackliste
01. Goodbye
02. Plans Within Plans
03. Auslander
04. Schwarze Kraft
05. Berlin Occult Bureau
06. On Your Street Again
07. No Tomorrow
08. Ace Frehley
09. Run Run Run Run
10. Geistkampfer

Karakter
4

Det skotske band Winters er i sandhed svært at blive klog på. De spiller Doom, men med en mærkelig blanding af andre stilarter, som ikke umiddelbart ligger i direkte forbindelse af denne metalliske undergenre.

Første sang på albummet ’Goodbye’ (ret ferm titel til indledningssangen) har en smittende umiddelbarhed, som giver den et lidt poppet præg, uden at det tager inderligheden fra sangen. En inderlighed, der understreges af en meget messende vokal, som holder sig langt tilbage i lydbilledet.

I den tredje sang ’Ausländer’ kommer der en smule mere tyngde og hastighed på. Her er der mere tale om traditionel doom. Igen er det vokalen, der sætter sit største præg på musikken. Jeg tør næste ikke nævne ordet, men der er sgu noget grunge over sangeren og guitaristen Paul Fyfes vokal. Den er meget tilbagelænet og inderlig, og kan minde lidt om Kurt Cobain, når han var mest udsyret. Men faktisk synes jeg, at den minder endnu mere om Layne Staley fra Alice in Chains som han sang i sideprojektet Mad Season.

Det er noget underligt, at der på albummet er 3 sange med tyske titler. Ud over ’Ausländer’ er det ’Schwarze Kraft’ og ’Geistkämpfer”. Det er ret mærkeligt, da jeg næsten er helt sikker på, at al sangen er på engelsk. Når jeg kun er næsten sikker, så er det fordi vokalen simpelt hen ligger så langt tilbage, at det er totalt umuligt at tyde, hvad der bliver sunget.

I titelsangen, hvor der skrues op for en meget tung trommerytme med lejlighedsvise rå drævende guitarriffs, der kan minde svagt om rigtig tidlig Black Sabbath, bliver der eksperimenteret endnu mere med vokalen, der nu nærmest lyder som en gang syrerock fra 60’erne.

I sangen ’On Your Street Again’ overrasker Winters endnu en gang, denne gang med en guitarintro, der lyder umiskendeligt som en George Harrision-lead fra 'Abbey Road'. Hvis jeg husker rigtigt er det fra sangen med ’I Want You’, men jeg kan huske forkert. Den hastigt forestående deadline giver ikke tid til at tjekke det. Igen en tung sag med inderlig, fjern sang.

I sangen ’No Tomorrow’ veksles mellem et vers, der med mindre tyngde i trommerne og mindre forvrængning på guitaren kunne være en popnummer, men så kompenseres der med heftige trommer og guitar i b-stykket.

Sangen med den spøjse titel ’Ace Frehley’ har et 60’er-omkvæd gemt væk i noget, der godt kunne minde lidt om støjrock lidt hen ad Raveonettes. Det er ikke så slemt, som det måske ser ud på skrift.

Som det måske kan ses af ovennævnte er Winters en lidt sær snegl. Men det er faktisk et ret fedt album. Umuligt at feste til, men fin når man er i dét hjørne. Man skal vænne sig til vokalen. Men når man først har gjort det, så er det faktisk den, der drager én ind i Winters' mærkelige univers.