Dragejægerens Krønike - del 3
Populær
Dragejægerens krønike fortsætter i Tyskland, hvor klingesvinger og enspænder Axel Rudi Pell kommer under hård behandling.
02. Ghost In The Black (4:37)
03. Run With The Wind (4:43)
04. Before I Die (4:30)
05. Circle Of The Oath (9:20)
06. Fortunes Of War (5:19)
07. Bridges To Nowhere (7:11)
08. Lived Our Lives Before (6:31)
09. Hold On To Your Dreams (5:48)
10. World Of Confusion (The Masquerade Ball Pt. II) (9:29)
Efter længere tids ufrivilligt cølibat fra mit hæderkronede dragejægerhverv modtog jeg med sultne ører dekretet om at skulle være observatør på ridder Axel Rudi Pells nyeste jagtselskab. Dog havde jeg også en vis skepsis og frygt for malurt i metalbægeret, da omtalte ridder netop er kendt og berygtet for at fægte mere for galleriet, snarere end at slås for sit bytte.
Men lad mig bare ødelægge al spænding, før den retfærdige dom falder: Axel Rudi Pell har på ingen måde forbedret sig, trods uanede mængder af erfaring ud i kampen med overtroens uvæsener.
Spil for galleriet
I denne kamp såvel som samtlige andre, jeg har overværet, fejlede preusseren på de fleste niveauer ud i den store kunst. Bevares, han fægter som en elegantier med sin stålsatte klinge til hve en tid, og han kan alle de smukke finter, der gør guitarheltens leg med dragen til fremragende underholdning for både pøbel og adel. Kampen bølgede da også hastigt frem med flotte fodfinter, hurtige skift fra højre til venstre hånd, lette trin, men det egentligt dødbringende hug kom aldrig - det blev kun til enkelte udfald og diskrete ufarlige snitsår i udyrets pansrede skæl.
Man kunne måske ud fra min beskrivelse tro, at ridder Pell tager dysten mutters alene, men således forholder det sig ikke. I hans nærvær har alle dage været tre til fire ganske dygtige lejesvende, som har bistået ham på slagmarken, men som hverken på tidligere tiders eventyr eller ’Circle of the Oath’ har fået rigtigt lov til at folde sig ud med selvstændige præstationer. Det har fra tidernes morgen været ridder Pells personlige forbandelse, at han foretrækker at kæmpe for hæder og ære i ensom majestæt og lade sit møde med dragen udelukkende være et spørgsmål om guitarens kårdestød og sværdhug overfor bæstets nådesløse flammer og sylespidse tænder - men desværre også med ridder Pell og mandskab blottet for dræberinstinkt.
Lir for galleriet
Og også denne gang savner den ærede Pell skønjomfrunalsk smukke melodier og riffbaseret frembrusen til at betage og attakere den bevingede modstander, for derved at bruge både det søde og det sure. Men al vægt er netop lagt på den tirrende dans om dragen, mens den gode sangskrivning - der netop er opskriften på en succesrig nedlæggelse, fordi den i dynamikken rummer både fremstød, strategiske tilbagetog, kontraangreb og temposkift - forsømmes totalt af en egocentreret sværdjonglør.
’Circle of the Oath’ rummede faktisk kun en evig gentagelse af ridder Rudis evige leg med dragen, og opsummerede på fornem vis forbandelsen over samme fægteekvilibrist – intet råt angreb og slet intet drab.