Dystopisk vellyd

Populær
Dystopisk vellyd

Fra den dybeste undergrund kommer Chicago-bandet Polyptych med deres semitekniske, dissonante dødsblack og vælter én omkuld med en fortættet lyd, der kandiderer til at være intet mindre end årets bedste metalproduktion.

Kunstner
Titel
Defying the Metastasis
Dato
14-10-2016
Trackliste
1. Silent Discord
2. Scars of the Modern Age
3. Windswept Fragments
4. Feral Mind, Abstract Tomb
5. The Decadent's Mirror
6. Echoes
7. Crimson Halls
8. Lexicon of Oppression
9. Coalescence
10. Triumph of the Swine
11. Defying the Metastasis
Forfatter
Karakter
4

Dybt nede i metalundergrundens krinkelkroge er der udgivelser, der sjældent får den omtale, som de fortjener. Det er en skam, for ofte er det middelmådige udgivelser med større bands, der tager opmærksomheden fra de små bands, der har mere at byde på. Og ofte er det i metallens mørke underverden, at man finder de store overraskelser.

’Defying the Metastasis’, den tredje fuldlængde fra Chicago-bandet Polyptych, er en af de udgivelser, der desværre er blevet forbigået i 2016s evige strøm af udgivelser. Albummet udkom i oktober og viser et band, der står selvsikkert i en dissonant blanding af død og black, som umiddelbart minder om canadiske Gorguts' progressive dødsmetal uden dog at være lige så teknisk avanceret. Polyptychs musik er rig på tekniske detaljer og intrikat sammenspil, men de holder sig heller ikke tilbage fra at sætte ind med bastante riff og dræbende grooves.

Lyden af dystopi
Albumcoverets fremstilling af en metropol med dens højhuse indhyllet i røg og smog er et billede af anonymitet og fremmedgørelse, af ambitioner, der tager form som forfald, psykologisk såvel som teknologisk. Det er som taget ud af ’Blade Runner’s fremtidsdystopi, men ved et første øjekast kan det også give mindelser om Hieronymous Boschs mørke og flammeoplyste helvedesmaleri, der blev brugt som albumcover til Celtic Frosts klassiske ’Into the Pandemonium’ fra 1987.

Indflydelsen fra Celtic Frost er også musikalsk at finde hos Polyptych. De lader sig ikke begrænse af rigide genrekonventioner, ligesom Tom G. Warriors gamle band heller ikke gjorde. Men parallellen til Warriors nyere band Triptykon er endnu tydeligere.

Det er der én helt særlig grund til: nemlig at Triptykons leadguitarist V. Santura har mixet og mastereret ’Defying the Metastasis’. I samarbejde med bandet selv og producer Andy Nelson (der også er guitarist i powerviolencebandet Weekend Nachos) har Santura justeret lydniveauer og effekter, doseret misantropien og fremmedgørelsen og kogt det ind til en samlet dystopisk helhed.

Det er mere end vellykket. ’Defying the Metastasis’ lyder simpelthen helt fantastisk.

Guitarerne er tunge, skurrende og fungerer som et kollektivt drøn, der suger en ned i malstrømmen af kringlede riff. Bassen er dyb, men også ren og agerer for det meste underlægning for guitarerne, men på Gorguts-agtig vis stikker den alligevel ofte ud i lydbilledet med ekstra klare anslag og små melodilinjer, som lægger et ekstra lag til guitarernes rumlen. Det resonerer stærkt i samklang med trommerne, der lyder helt suverænt, her især stortrommernes buldren, der er både punchy og kontrolleret uden at være statisk, samt bækkenernes sprøde, lyse klange, der lægger sig øverst i lydbilledet.

Oveni alt dette dukker en synthesizer op flere steder og underbygger den dystopiske stemning og giver den et vist sci-fi-element, der går godt i spænd med forsanger og guitarist Scott Skopecs tørre growlvokal.

Som resultat har Polyptych, Nelson og Santura på ’Defying the Metastasis’ fremtryllet en lyd med en fortættet atmosfære og stemningsmættet intensitet. Hvert instrument får plads i det intrikate sammenspil, og som lytter føres man ned i det soniske dyb, hvor man kan zoome frem og tilbage mellem de forskellige elementer eller fokusere på det kollektive hele.

Fremtidspotentiale
Samtidig viser bandet et fast greb om sangskrivning, opbygning og brug af virkemidler. Teknikaliteterne og de kantede rytmer tager ikke overhånd, men afvejes af mere simple riffstrukturer og rundgange. Åbningsnummeret, den instrumentale ’Silent Discord’, hamrer derudad i et kondenseret groove, hvor især trommeslager Troy Hoffs overskudsagtige anslag på ridebækkenet giver en kontrapunktisk effekt til guitarernes, bassens og dobbeltpedalens synkronicitet.

På ’Feral Mind, Abstract Tomb’ går bandet så langt som til ligefrem at inkludere et regulært hook. Halvandet minuts tid inde breaker bandet og kaster sig ud i noget, der kunne have været et omkvæd, hvis ikke det var, fordi stykket kun optræder en enkelt gang i løbet af de syv minutter, nummeret varer.

Polyptych udforsker nuancer i deres lyd på den mere doomy ’Crimson Halls’, hvor sci-fi-elementet får ben at gå på ved hjælp af en futuristisk vocodervokal. ’Triumph of the Swine’ starter helt thrashet ud, før bandet brutalt blaster videre, og på den proggy ’Echoes’ kaster de sig efter halvandet minut over et slingrende riff, der er Inquisition værdigt.

Det er dog især, når Polyptych sætter al skytset ind i en samlet wall of sound, at dystopien får vinger. På førnævnte ’Feral Mind, Abstract Tomb’ og ’The Decadent’s Mirror’ bevæger bandet sig til slut ud i effektive grooves, hvor synthen dukker op i baggrunden og understøtter den atmosfæriske tyngde, mens guitarer og bas hamrer murstensriff af i en rundgang, og trommerne varierer det rytmiske underlag med dobbeltpedalrul, skift til halvt tempo og så videre. Det er forbandet vellykket, og det er her, Polyptych udnytter deres dynamik bedst.

Med en spilletid på 56 minutter bliver ’Defying the Metastasis’ lige lovlig lang i sin konstante intensitet, men langt henad vejen er det en udsøgt fornøjelse at lægge øre til. Ikke mindst fordi Polyptych har fundet en kondenseret lyd, der giver en lyst til igen og igen at dykke ned i fremtidsdystopien.

Alligevel er det, som om bandet blot viser et potentiale frem her. Som om det her blot er et skridt på vejen til noget meget større. Det må tiden vise. For selvom fremtiden er mørk hos Polyptych, er 'Defying the Metastasis' mere end lovende.