Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ækte vare

Updated
End Misery Eternal

Enden er tilsyneladende nær for dette enmands-black metal-projekt fra Colorado, der emmer af misantropi og mismod grænsende til det suicidale. Så altså ret standard.

Kunstner
Titel
Misery Eternal
Trackliste
The Human Disease (Intro)
The Rotting Sun
The Dull Ache of Isolation
Drowning In Despair
Tower of Silence (A Curse)
Misery Eternal
Come Back
Forfatter
Karakter
3

Black metal er en sjov størrelse. På den ene side er det en genre, som kendetegnes ved dens transgressivitet og foragt for regler og normer. På den anden side gatekeepes dens egne paradigmer så heftigt af visse segmenter, at de nærmest føles som et regelsæt. Og af en genre, der (selv-)mytologiseres som værende født ud af en protest mod og nedbrydning af stort set alt det bestående at være, har mange af dens udøvere temmelig travlt med rettroende at lade sig styre af genrens snævre æstetiske rammer. Således også det amerikanske DSBM-projekt End. Ganske vist er der en smule blå farve i coverets ellers klassisk duokromatiske farvepalette, men derudover  overholdes alle kunstens regler:

Atmosfærisk vemodige guitarer, der nogle gange tremoloriffer, andre gange hænger modløst, men ikke uelegant i sine mol-skalaer. Trommer, der synes indspillet i en kold og fugtig kælder, men lige så vel kunne være frembragt elektronisk eller på pads – man kan ikke rigtigt høre det på grund af forvrængning og filtrering af lyden (intenderet eller ej; jeg gætter på det første). Fravær af bas og bund i lydbilledet. Og så selvfølgelig de kolde skrig: “Miseryyyyyyyyyyyyy!”

Solen rådner, præcis som den skal
Man kan godt mærke det, når End. skriger sit mismod, sin smerte og sin lede ved menneskeheden ud, og kompositionerne har det også med at snige sig ind under huden ved gentagne lytninger, selv om der egentlig ikke er så meget at sige om dem umiddelbart, netop fordi de er så trofaste over for en opskrift, vi kender til hudløshed. Vi har besøgt den kælder utallige gange, og vi ved godt, hvad der står skrevet på væggen. Men når det er sagt, så er det bestemt let at lade sig rive med af sangene, som effektivt formidler deres følelser og stemninger. Det er veludført misantropi, men ikke ligefrem noget, der vælter ens verdensbillede. Jeg mener, er det ikke et ret mainstream synspunkt, at menneskeheden er skrald, her i 2023? 

Bedst er intronummeret ‘The Human Disease’, som med ambiente støvsugerstøjende lydflader som leje for vokalerne udstikker en beslægtet, men dog alligevel måske frugtbart anderledes æstetisk kurs. Og det fungerer helt sikkert glimrende som optakt til det hidsige ‘The Rotting Sun’. Også et godt nummer i mine ører.

TRVETRVE

Og så er der produktionen, som på den ene side er herligt skraldet og lavfidelisk, som det jo sig hør og bør for enhver dogmatisk black metal-udgivelse, men som på den anden side også fint eksemplificerer genrens, og også End.s, paradoksale ståsted. En bevidst grim produktion, som engang var en harmdirrende udstrakt langefinger til borgermusikken og dens pænhed, er nu blevet sin egen stærkt etablerede undergrundsborgermusik. Det ville være spændende, hvis End. kunne finde en måde at nedbryde genrens interne musikalske dogmer på, men det kræver jo, at hen (og andre ligesindede kunstnere) vover at ignorere portvogternes hylekor om, hvad der er og ikke er trve. Det trænger vi lidt til, synes jeg.