Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et dødsmøl ser lyset

Populær
Updated
Et dødsmøl ser lyset

Meget musikalske tilføjelser til hardcoregenren giver Justin Hate sit helt eget hardcoreudtryk og eksistensberettigelse.

Kunstner
Titel
Wandering Deathbird
Dato
02-01-2012
Trackliste
1. Damn You to Hell 02:19
2. Martyr 01:45
3. Wandering Deathbird 03:59
4. We Are the Dark 02:50
5. Creation of Crucifixion 02:29
6. True Nihilist 03:03
Forfatter
Karakter
5

Lige efter årsskiftet nedkom det københavnske hardcoreband, Justin Hate, med en fin lille sag af en EP på seks numre. Pladen hedder 'Wandering Deathbird' og henviser til navnet på møl, som ifølge overtroen i store sværme varsler død og ødelæggelse. Det pudsige er, ifølge bandet, at overtroen skulle gå igen flere steder i verden, så navnet må siges at være velvalgt.

'Wandering Deathbird' er netop død og ødelæggelse på dén måde, vi alle elsker og holder af, hvilket man ikke skal særlig langt ind på pladen for at konstatere. Efter en basintro på starteren 'Damn You to Hell' er man ikke i tvivl om at det er god gedigen hardcore, man har med at gøre, hvor det punkede bliver kontrasteret af metalliske tonseriffs, serveret med grumhed og bid, så det er en fryd.

Og så er den alligevel mere end bare hardcore, for jo længere man kommer ind på pladen, jo mere alsidig bliver den, for kvartetten bruger mere og mere af den dystre og poetiske palet, uden at slippe det hårde og kontante. På titelnummeret, der starter lidt balladeagtigt, for så at gå over i noget der nærmest er sludge, kan man nærmest se dødsmøllene flakse frem for sit indre blik. Og også næste nummer 'We Are the Dark' kan man i detaljerne finde mange dystre og melankolske detaljer, selvom den røde tråd i nummeret klart er syng-med hardcore.

Og det er netop disse meget musikalske tilføjelser til en i øvrigt gedigen gang hardcore, der gør 'Wandering Deathbird' til en særlig god og lytteværdig hardcoreudgivelse med en eksistensberettigelse.

EP'en kan i øvrigt downloades fra bandets bandcampside.