Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

God teknisk død fra down under

Updated
Faceless Burial – At the Foothills of Deliration

Australske Faceless Burial imponerer med deres tredje plade, hvor de fusionerer både teknisk, progressiv dødsmetal og en snert af black metal.

Titel
At the Foothills of Deliration
Dato
07-10-2022
Trackliste
1. Equipoise Recast
2. A Mire of Penitence
3. Dehiscent
4. From the Bastion to the Pit
5. Haruspex at the Foothills of Deliration
6. Redivivus Through Vaticination
Karakter
4

Hvis man kan lide den slags dødsmetal amerikanske Blood Incantation laver, så er der med Faceless Burial fra Australien mulighed for at udvide samlingen med mere af den slags. For trioen fra storbyen Melbourne forstår sig på teknisk velkomponeret dødsmetal, hvor der også er mulighed for at blive knust under vægten af tunge riffs. Med andre ord, Faceless Burial kan lidt af hvert. På deres tredje plade ’At the Foothills of Deliration’ viser de et band i udvikling.

Bandet blev dannet tilbage i 2014 og udsendte tre år senere debutpladen ’Grotesque Miscreation’. Den blev fulgt op af ’Speciation’ i 2020 og 7. oktober 2022 kom den tredje plade, som vi står med her. 

En teknisk plade, hvor de udvikler den lyd, de har haft på de to forrige plader. Faceless Burial startede ud med en meget klassisk dødsmetal, inspireret af lyden fra New York som Suffocation, Immolation osv., men har her på ’ At the Foothills of Deliration’ taget retningen mere over i det tekniske. En naturlig udvikling fra de forrige plader, som det danske publikum fik en smagsprøve på da de gæstede Kill Town Death Fest i september måned sidste år. Angiveligt deres første show nogensinde i Europa!

På pladen kan man høre den udvikling på numre som ’A Mire of Penitence’ og ’From the Bastion to the Pit’. Her leges der med elementerne og der er en snert af jazz og man fornemmer en aura fra salig Chuck Schuldiner. Sidstnævnte nummer er i øvrigt syv minutter langt. Så ligesom førnævnte Blood Incantation har Faceless Burial for alvor begivet sig ud i disciplinen med at tilføre dødsmetallen nogle progressive elementer, der ikke bare er vers og omkvæd. Der bliver leget med instrumenterne og det har pladeselskabet Me Saco Un Ojo Records følt sig tiltrukket nok af til at samle bandet op. Et selskab, der bl.a. også har danske Undergang, Septage, Sulphurous og Dead Void i stalden.

Når man hører titelnummeret ’Haruspex at the Foothills of Deliration’, forstår man hvorfor der er varm snak om bandet. Den instrumentale skæring viser, at det tekniske kan parres med det melodiske og derefter tordner Faceless Burial ud i mørket med en hele otte minutter lang afsluttende sang i ’Redivivus Through Vaticination’. Her knurrer forsanger Alex MacFarlane mod en unavngiven kirke, så de klassiske dødsmetaldyder holdes pænt i hævd, alt imens han på sin bas leger og giver sangen masser af dybde. At lade Dan Seagrave stå for pladeomslaget er også en kærlighedserklæring til genrens ophav.

’At the Foothills of Deliration’ er en udmærket plade fra et band, der i den grad er ved at flytte sig selv og genren. Hvis de fortsætter med at udvikle sig, så forbliver de ikke ved foden af noget som helst.