Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Finsk syre

Populær
Updated
Finsk syre

Jess and the Ancient Ones byder på en særegent interessant rejse ud i en psykedelisk verden med filmcitater og pågående ideer.

Titel
Second Psychedelic Coming: The Aquarius Tapes
Genre
Trackliste
1. Samhain
2. The Flying Man
3. In Levitating Secret Dreams
4. The Equinox Death Trip
5. Wolves Inside My Head
6. Crossroad Lightning
7. The Lovers
8. Goetia Of Love
9. Goodbye To Virgin Grounds Forever
Forfatter
Karakter
4

Jess and the Ancient Ones udgav i efteråret deres anden skive, ’Second Psychedelic Coming: The Aquarius Tapes’, hvor titlen på udmærket vis illustrerer, hvad vi har med at gøre, hvis man lige tilføjer noget med surfguitar.

Det finske band, der har rødder i metalensemblet Deathchain, har skabt et dystert, let ironisk univers med utroligt catchy og næsten fjollede guitarfigurer, frække orgelblokke og et stort, filmisk lydbillede – noget, der må antages at være helt med vilje, eftersom musikken i de ni numre ofte underbygges med klip fra forskellige film.

Der indledes med den skarpe ’Samhain’, som har et af den slags riff, der ikke er til at få ud af hovedet igen, men også masser af råstyrke og en vokal, der er tilpas skinger og melodisk på samme tid. Et mønster, som gentager sig i den wah-inficerede og ganske groovy opfølger ’The Flying Man’, som gemmer på både det store omkvæd og det fede orgel – det instrument er i særklasse inddraget i udtrykket.

Knap så tilgængeligt er det lidt mere syrede ’In Levitating Secret Dreams’, der er mere dystert og afslappet og trækker lidt tempo ned, før de mere pågående ’ The Equinox Death Trip’ og  ’Wolves in My Head’. At en af finnernes forcer er evnen til at skrive inciterende riff på både guitar og keyboard er åbenlyst, men netop derfor er det også befriende, at de med mere stemning end melodi og flere lange fraser frem for det umiddelbare tør udforske andre territorier som i ’Crossroads Lightning’ og det afsluttende 22 minutter lange opus ’Goodbye to Virgin Grounds Forever’.

’Second Psychedelic Coming: The Aquarius Tapes’ er som sådan ikke noget enestående værk, hverken hvad angår genre eller sangskrivning, men det er aldeles solidt og yderst langtidsholdbart.