Forudsigelighed og kip med hatten

SeepHymnsBillede

Med benhård resonans og udmærket håndværk leverer Seep en debut, der ikke overrasker.

Kunstner
Titel
Hymns to the Gore
Dato
08-07-2022
Trackliste
Morbidly Obese
Jigsaw Facefuck
Addicted to Rancidity
Horrific Fetal Mutation
Gorging on the Gutpile
Pedophile Genitalia Removal
Encased in Shit
Swimming in Sewage
Forfatter
Karakter
3

 “This program is extremely graphic, and it’s intended to be so”.

Således lyder det i introen til Seeps debutalbum, og med det på det rene er vi introduceret til de otte skæringer af råddent kød på blodige kødkroge, der udgør albummets små 30 minutter. Seep er et enmands-band fra det landlige Maine i USA bestående af en gut, der på scenen kalder sig “Vomitus” og som på billeder har en forkærlighed for teaterblod. Stilen er lagt.

En forventelig død
Er man dødsmetal-connoisseur eller måske gammel nok til at huske den legendariske og tidstypiske serie af compilationalbums fra 90’erne med dansk dødsmetal kaldet “Fuck you, we’re from Denmark” (hvem genoptrykker dem i øvrigt på vinyl snarest?) kan man måske også huske produktionen, eller manglen på samme. Det var en anden tid, også i Danmark og studietid kostede mere end de fleste på undergrundsscenen havde råd til ret meget af. Lyden af dengang det godt måtte være hårdt, ondt og tungest muligt. Lyden af dødsmetallens guldalder er gået hen og blevet moderne og efterstræbt i visse dele af dødsmetalgenren disse år. En slags renæssance har været i gang, og det er tydeligt, at også Seep på Hymns to the Gore er fascineret af lyden af de tidlige 90’ere.

Vi har at gøre med en tonstung guitarlyd med en resonans, der - selv på lav styrke - er flink nok med lydbølgerne til at dele med naboen. Det er sympatisk og ligesom det skal være. Og altid burde være, i dødsmetalregi.

Pladens første nummer ‘Morbidly Obese’ ér vitterligt tungt som ind i helvede, godt hjulpet på vej af chuggende hulemandsriffs, blast beats og blodig dødsmetalsmadder. ‘Jigsaw Facefuck’ fortsætter munterheden, men tilfører for første gang keyboard til lydsiden, der ellers er relativt forudsigeligt albummet igennem. 

For det ér et forudsigeligt album, har du først hørt et nummer eller to. En plade fyldt med klicheer og kip med hatten i retning af tidligere tider uden egentligt originalt indhold. En gore-tematik med blod, kloakvand og rådnende organer. Nogle ville kunne finde på at kalde det pubertært, men man kunne også acceptere præmissen og nyde de alvorligt tunge numre, som man skal bryde sig meget lidt om dødsmetal for ikke at komme til at nikke med nakken af. Det virker, og det er fint håndværk. Et nummer som ‘Gorging on the Gutpile’ med langsom klaverintro leverer uhygge og fornem opkastvokal - sandsynligvis inspireret af vores egen mester i den slags David Mikkelsen fra Undergang, og numre som ‘Swimming in Sewage’ eller den sympatiske ‘Pedophile Genitalia Removal’ er nogle alvorligt tunge stykker dødsmetal og iblander du fascination af død, råddenskab og andre gory munterheder, har du lyden af Seep.

Kendt tallerken der virker
Hymns to the Gore er et dødsmetalalbum, der måske ikke skriver sig ind i historiebøgerne, eller kommer til at figurere på mange årslister - men det er også en fuldlængdedebut, og en debut der leverer tonstunge riff, ond guttural vokal og andre lækkerbiskener til dødsmetalpublikummet og fans af den rådne del af scenen. Selv uden dybe tallerkner.