Fyrer ikke op under så meget...

Fyrer ikke op under så meget...

Der er ikke meget at komme efter på Panic Cells tredje studiealbum.

Kunstner
Titel
Fire It Up
Dato
05-04-2010
Trackliste
1. Burden Inside
2. Unbroken
3. Lie To Me
4. Splitting Skulls
5. To Die For Love
6. Jaded
7. Down To The Next Time
8. Black Juice
9. Right Here Waiting
10. Forever
11. To Die For Lust
Forfatter
Karakter
1

Engelske Panic Cell er et af de mange kæmpende bands der står lige foran gennembruddet – det her i hvert fald hvad pressemeddelelsen, der fulgte med 'Fire it up' fortæller, og  fortsætter med at sætte navn på nogle af tournepartnerne, såsom Disturbed, Staind, Mudwayne, Testament, Devildriver og Black Label Society, for derved at vise, hvor tæt de er på stjernestatussen.

Det tredje studiealbum i rækken er hvad vi sidder med her, og med det i ørerne er det sgu svært at høre, at Panic Cell har nogen form for karriere foran sig. Albummet befinder sig nemlig et sted mellem kedeligt og talentløst - alene titlen 'Fire It Up' siger noget om den iderigdom orkestret besidder.

Stilen er den kommercielle som Five Finger Death Punch og det sene Disturbed er bannerførere for, som verden har så rigeligt at gøre med at... håndtere. Men det er ikke det værste. Det er nemlig sangeren, som kun lige akkurat kan hænge på. Hans hæse halvforvrængede vokal virker for presset og er rigtig langt fra noget der lyder som en kunstner med overskud, og det gør den meget monoton og ubehagelig at lytte til. Dernæst er der flere halvsløsede steder i numrene, og det står værst står til med den halvakustiske 'Jaded', som er amatøragtigt på alle planer og udstiller bandet som en flok middelmådige musikere og ditto sangskrivere.

Nogle få glimt af talent finder man dog ny og næ, for hist og her er guitarriffene rigtig gode, men de gode riff bliver mest brugt som overgange fra en den ene pøl af kedsomhed til den næste.

Om Panic Cell har nogen stor karriere foran sig, kommer dog i sidste ende an på om fans af netop Disturbed og Five Finger Death Punch tager det til nåde. Gør de det, kan meget nå at ske for denne kedelige kvintet. Jeg tilhører ikke disse grupper af fans, så jeg giver hermed mit tifinger-tastede dødsstød til et band verden gør bedst i at ignorere.