Smuk finale
Det er blevet tid for Green Carnation at runde sin stort anlagte, progressive trilogi af, og det gør bandet selvfølgelig på vanlig stærk vis.
Det er kun fem måneder siden, at Green Carnation sidst forkælede os med et album, men nu er bandet klar igen. Det norske band har således nu tredje og sidste del af trilogien 'A Dark Poem'. Denne gang er det 'A Dark Poem, Part III: The Messiah Complex'. Vi har et hul i anmeldelserne her på sitet, vi har kun anmeldt den første del, men 'A Dark Poem, Part II: Sanquis' burde også, ikke kun for fuldstændighedens skyld, have været anmeldt. For det er et fremragende album, som denne anmelder har hørt mere end den ellers også fantastisk skrappe åbner af trilogien.
Hvor del ét overordnet var lidt mere metallisk i det progressive udtryk, så åbnede del to sig mere følsomt op, blev dunklere og smukkere, og den røde tråd var også mere intakt sangene imellem end på på første del, hvor det flagrede lidt mere. Selvom dét nu også var et positivt træk, og medvirkende til et spændende album samlet set. På del to mærkedes, hvordan bassist og sangskriver Stein Roger Sordal var nået videre i sin forståelse af arv og miljø, og de ar på sjælen en opvækst kan give. Det blev gåsehudsfremskaldende på den smukke ballade 'Loneliness Untold, Loneliness Unfold', som fulgte efter et brag af et epos i åbneren 'Sanquis' med de rørende ord i skæbnefortællingen:
"Father, I do realize that the cards you were given destroyed you."
"Mother, I know now why I should forgive and forget"
Og senere i samme sang: "But I'm not the son passing it on, I survived you".
Det hele naturligvis leveret i lækre, catchy melodier af sanger Kjetil Nordhus, der over hele trilogien formår at formidle de stærke ord på fornem vis. Der er sjæl, blod, sved og tårer i de tekster, og det høres i sangstemmen.
Trilogi-afslutning og koncert
På lørdag bringer Green Carnation trilogien til live med et specielt show i Kilden Performing Art Centre i Kristiansand. Masser af gæster og Kristinsand Symfoniorkester på scenen. Man vil således blot kun have en god uges tid til at få 'A Dark Poem, Part III: The Messiah Complex' godt ind under huden. Men det er faktisk en nemmere opgave end ved de første to albums. Dels er man måske allerede godt inde i trilogiens univers, men del tre er også kortere. Der er kun tre egentlige sange, og så er der en "orchestral suite" som en slags instrumental konklusion på det store værk.
Det er de mere dunkle og dybe udtryk, der dyrkes på del III. Åbneren, 'Unconditional Artificial Chemistry', hvis titel også er ordene, som Nordhus på elegant vis får slynget om tungen i et stort omkvæd. Det er de drevne tunge trommer og den tydelige bas under en melodisk guitarlead. Og så den fascinerende vokal. Green Carnation viser, at der stadig er krudt og energi her i trilogiens afslutning.
'The Messiah Complex' sætter tempoet endnu længere ned. Med en lethed i melodierne, men også en dyster undertone. Keyboardet spiller en væsentlig rolle, fra orkestrale klangflader til hammond-lignende lyde. Anden halvdel af nummeret får lidt af det bidske, lidt af metallen, der som nævnt allerede var mere præsent på del et.
Som en EP med et langt bonustrack
Og så er det næsten slut for denne gang. 'Broken Souls, Common Enemies' afrunder det, man vil forbinde med Green Carnations lyd på denne trilogi. Også et fremragende nummer med gode bærende melodier og delikate vokalfraser over catchy tekststykker. Med sine 38 minutter er tredje del i trilogien en kortere affære end de første to albums. Og med knap 17 minutter til Kristiansand Symfoniorkester på 'A Dark Poem - Orchestral Suite', så føles det kun endnu kortere. Ja, er man mest til de regulære sange, så er det som en EP, hvor der så er en bonus med, som man så kan elske eller lade være.
Symfoniorkester-afslutningen er som lydsporet til en film i 80'erne. Som John Williams i en Spielberg-film. Eller selvsamme Williams i Star Wars-filmene. Det er naturligvis fermt udført, og der er masser af drama i det og store følelser. Særligt smukt er et blæser-stykke op til og efter 3 minutters mærket. Men det er også her, hvor man lidt føler, at nu har Green Carnation forladt scenen og har tændt for pausemusikken. Hvor fedt man vil finde lige præcis denne del af udgivelsen, afhænger måske af ens glæde for klassisk musik og filmscores. Denne anmelder fandt det lidt til den kedelige side og manglede netop den film, der skulle have kørt imens. Selvfølgelig har man fantasien og ikke mindst de bevægende tekster, man netop har været igennem.
Det ødelægger dog på ingen måde de første tre sange på albummet, der igen viser, at Green Carnation bare har været fremragende over denne trilogi. Og det er den rigtige afslutning, finder man kommentarer på nettet omkring dette album, så er der ovenud positiv stemning for lige præcis denne afslutning på det tredje album, og på trilogien i sig selv.
Det er et kæmpe spørgsmål, hvordan man afslutter tre stærke, sammenhængende værker, men svaret kan meget vel være, at man lægger instrumenterne og lader et stort orkester spille den pompøse afslutning.
&list=RDD7BdKB_VqjE