Hov, Gwar kan faktisk godt sparke lidt røv
PopulærScience fiction-splatterbandet Gwar er tilbage med første udspil, siden bandets guitarist Cory Smoot/Flattus Maximus døde i 2011, og det med et energisk og varieret udspil.
Internt på Devilution er dette nyhedsbrev blevet kaldt for "opsamlingsheatet". Normalt har vi en liste, som vi anmeldere kan vælge og vrage fra, og med "opsamlingsheat" menes altså, at vi dækker nogle af de skiver, som ingen gad tage, da de blev udbudt - hvad årsagen så end har været til det i sin tid. Gwar har på disse sider kun været anmeldt ved koncerter, én på The Rock og én på Copenhell.
Om manglen på albumanmeldelser af Gwar er et udtryk for redaktionens mening om bandet skal være usagt, men denne anmelder må nok indrømme, at overværelse af de to nævnte koncerter ikke gav lyst til at få anskaffet de Gwar-plader, der nu findes på markedet. Redaktøren mente dog, at nu var tiden inde til lidt Gwar i skiveform til mine sarte ører. Så må man jo til det.
Jamen, der er jo musik på!?
Men det var ligegodt pokkers, for det starter slet ikke så galt som frygtet: at musikken var dybt intetsigende, og kun skulle være baggrund til skøre tekster og det teater, gruppen lirer af live. Karakteren Flattus Maximus i form af Cory Smoot, som døde i 2011, hyldes naturligvis på denne skive, jævnfør (blandt andet) titlen på albummet, og ny mand i folden har fået karakteren Pustulus Maximus og spilles af Cory Smoots fætter Brent Purgason (Cannabis Corpse). Og han gør sig bemærket! Efter introen fræser 'Madness at the Core of Time' med en fed speed metal-agtig lead, der passer godt til bandets fundament af thrash metal. Nummeret er samtidig ret fængende og utroligt energisk.
Næste nummer, 'Bloodbath', er ligeledes fængende, men i omkvædet skiftes metallen ud med et punket, Misfits/Green Day (anno 'Dookie')-agtigt snit. Sært, men ikke mere sært end at det rykker.
Thrash og mere klassisk metal følger i en stor pærevælling i de resterende sange. Nogle er afgjort bedre end andre, men vokalerne må fremhæves, for de er i høj grad medvirkende til, at albummet kommer så varieret ud, samtidig med at det virker ret sammenhængende. Oderus Urungus er ingen vokalvirtuos, men de mange forskellige stilarter fungerer hver især udmærket til musikken (i 'I, Bonesnapper' er der dog noget fjollet noget "It's not easy being green, buh huh huh", men det må være af hensyn til historien i nummeret, og passagen varer heldigvis ikke så længe)
Kinesiske stortrommer
Produktionen på 'Battle Maximus' er albummets akilleshæl. Stortrommerne lyder, som hvis man trommer med spisepinde på et bord af træ (den "test" kan vel ske for selv den bedste på en wok/sushi-restaurant). Eller strikkepinde for den sags skyld. Tikkende, tyndbenede og nærmest uden bund. Og her må man jo ikke glemme, at det vi på dansk kalder en stortromme på engelsk kaldes en "bass drum", så det er vel ikke for meget forlangt med noget bund i store tønder.
Guitarlyden er også ret rodet, men nogle steder har det relevans, for når det går stærkt, så opstår der en slags charmerende kaos. For selvom Gwars metal har rødder i thrash, tager de gerne vejen forbi speed metal og noget mere klassisk heavy metal - både i riffs og i vokal. Og så er der også kommet en mere "moderne" stil ind på nogle numre, hvilket lugter lidt af en hyldest til Slipknot, som dog i en dødsmatch ville trække det længste strå, vurderet på musikken - men måske ikke på masker?
Gwars seneste album ender derfor med at være en slags åbenbaring for denne skribent: Bandet er ikke bare gøgl og løjer. Der er faktisk glimrende musik i bandet på trods af en lidt kedelig produktion og en håndfuld mere ujævne numre blandt albummets 13 spor.