Genrerundfart med udsøgt guide

Poverty Metal

Hvor ’Poverty Metal’ viser tænder på den første sang ’Bully’, er resten af albummet fra den tidligere Ghost-guitarist en mere post-punket end metallisk omgang. Palm er mere end blot guitarist.

Kunstner
Titel
Poverty Metal
Trackliste
Bully
Sugar
Concrete Antichrist
Given Demon
Destroyer
Nihil
Nihilist
Last Christmas
Karakter
4

’Bully’ låner fra Ghosts teatralske og symfoniske univers og kan også forestilles at være skrevet om Palms generelle følelser for bandet, som han har haft stridigheder med, siden han forlod dem. Det er sange som ’Sugar’, der i højere grad beviser, at Palm ikke blot er guitarist, men multikunster og ikke mindst en dygtig sangskriver. Guitargangen i verset er legesyg, og melodien er fantastisk catchy. Det er sjældent, at man kan kalde metalinspireret musik for "sexet" (i hvert fald når udøveren ikke er iført lak og leopardprint), men det er verset på ’Sugar’ faktisk. Lidt sexet. Det samme gør sig gældende på den svingende ’Concrete Antichrist’.



Hvor Palm måske kommer lidt til kort på denne plade er i selve tekstskrivningen og til dels også i vokalen. Teksterne på ’Bully’ og ’Nihil’ afslører en lidt primitiv omgang med engelsk, hvor ordsammensætninger som ”monetary scum” eller ”raped in your own piss” jo selvfølgelig er forståelige, men også lidt på niveauet for skolegårdsfornærmelser. Måske er jeg ikke vred nok til at forstå det helt. Men jeg savner lidt mere dybde end en sang hvor teksten vitterligt er ”you are nothing”. Kombineret med Palms til tider lidt anonyme vokal er det altså lidt på fortællersiden, at filmen måske ikke knækker, men hænger lidt dårligere sammen. Jeg savner fortælling, der kan spille op til den musikalske kompleksitet.

Det laver i sidste ende ikke om på, at det er lykkedes Palm forholdsvis godt at forene metalelementer med, hvad jeg kun kan beskrive som en singer-song-writer-tilgang til pladen. Det er også derfor, fordi albummet i en vis grad er drevet af personen, at jeg mener, at Palms tekster og vokal godt må fylde lidt i anmeldelsen. Med det sagt er det også et imponerende værk, taget i betragtning, at det altså kun er en enkelt mands værk.

Det er måske særligt, fordi der trækkes på elementer fra stonerrocken, fra den psykedeliske rock, fra den tidlige metal, fra den moderne alt-rock, 80’ernes post-punk og meget, meget mere, at man har masser af selskab på pladen, og at denne derfor føles større end Palm selv. Hvis man samtidigt bekymrer sig mindre om fortællingen, og bare håber at éns ”fjender” bliver ”raped in your own piss” – jamen, så får Henrik Palm nok fuld plade hos dig, men ikke hos mig.