Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Infernalsk oldschool

Populær
Updated
Infernalsk oldschool

Det er svært ikke at blive bare lidt forelsket i norske Nekromantheons oldschool lyd og heftige smadrende tempo, og hvor er det fedt, selvom originaliteten er pist væk.

Titel
Rise, Vulcan Spectre
Dato
16-01-2012
Distributør
Genre
Karakter
4

Der er fuld fart over feltet på Nekromantheons andet album 'Rise, Vulcan Spectre', der lyder som en endnu mere ond og beskidt udgave af Metallicas 'Kill 'em All' i et noget mere speedet tempo. Nordmændene slapper ikke meget af på den 31 minutter lange skive, for det er nærmest kun afslutteren som får lov til at starte lidt langsommere, selvom den frenetiske riffing hurtigt returnerer.

Produktionen er varm og nostalgisk og superegnet til musikken, hvor den i andre og mere moderne stilarter nok ville være blevet regnet for kun en demo værdig. Men her er den perfekt.

Originalitet er der egentlig ikke så meget af, for har man bare hørt sin del af oldschool thrash/speed/heavy metal med mørk, my(s)tisk og ond, tekstmæssig inspiration, så har man nok hørt alt, hvad Nekromantheon har at byde på. Eksempelvis er der i 'Blood Wisdom' et riff, som godt kunne minde om et riff i 'Hit The Lights', selvom tempoet hos nordmændene lige er et par hak hurtigere.

Vokalen er meget rå og ligger massivt ovenpå musikken. Der er et glimt af hysteri over den, hvilket er med til at holde den knap så varierede vokal interessant udover hele pladens længde, så man efter nogle lyt ikke kan lade være med råbe med.

Den her oldschool-thrash bølge har efterhånden kørt nogle år nu, men Nekromantheon skyder sig selv ind på scenen som en vigtig aktør, for dem, som godt vil have lidt mere rå vokal og mindre poleret lyd end den fx høres hos Evile.

Lige så uoriginale som Nekromantheon egentlig er, ligeså fantastisk er det, fordi passionen kan høres så tydeligt, og fordi sangene faktisk holder, selvom det ved første lyt kan lyde som et tosset forsøg på bare at spille hurtigere end de fleste andre.