Intelligent tangentfræs
PopulærLars Boutrup har hurtige fingre, mange ideer, og så svinger skiven selv uden guitarer.
Lars Boutrup dækker selvfølgelig over en mand, der hedder Lars, men også over et keyboard-soloprojekt, hvor man trods fuldstændigt fravær af guitarer, kan tale om progressiv rock – og ikke overraskende, er netop manglende seksstrengshegn det svære punkt at forholde sig til.
Efter flere gennemlytninger ved jeg stadig ikke om ikkeeksisterende guitarer et problem, fordi jeg forventer dem inden for genren (eller rockmusik i det hele taget), eller simpelthen fordi de mangler! Derfor springer jeg elegant hen over en stillingtagen til dette og giver mig i kast med albummet, men dog inkluderer jeg en advarsel om, at denne indspilning ikke er til keyboardforagtere!
Tålmodighedens triumf
'The Symphonic Dream' er en instrumental omgang, og det sætter naturligvis store krav til sangskrivningen, hvor instrumenter (og i denne sammenhæng alene keyboards) skal stå konstant i midten med interessante figurer, melodier og rytmer. Men det giver også mulighed for at opbygge stemninger på en helt anden måde, og her er Lars Boutrup absolut ikke uden evner. Han giver sig god tid til at nå frem til klimaks, og samtidigt er han ikke bange for at holde fast i højdepunkterne og lade dem udvikle sig videre.
Lars Boutrup kommer også vidt omkring de mange lydvarianter, som ikke-fagfolk (denne anmelder) kategoriserer som keyboard, det vil muligvis sige: hammond-orgel, synthesizer, el-orgel, el-klaver og sikkert også et væld af andre udgaver, hvilket er stærkt medvirkende til, at man så alligevel efter en tid må erkende at tørsten efter hegn er forsvundet.
NB. Lars Boutrup kan med mellemrum også opleves som pianist til stumfilm i Københavns Cinemateket.