Journey med ny rock credibility
Populær
Ballademagerne over dem alle, Journey, er genfødt som hardrockende rockband med et album helt uden sødsuppe. 'Eclipse' er årets melodiske rockalbum.
2. Edge of The Moment
3. Chain of Love
4. Tantra
5. Anything Is Possible
6. Resonate
7. She's a Mystery
8. Human Feel
9. Ritual
10. To Whom It May Concern
11. Someone
12. Venus
Da du kiggede på genrebetegnelsen, opdagede du nok, at der ikke stod AOR, men hardrock. Og jeg kan forsikre dig: Den gamle anmelder her har ikke fået kuk eller noget.
Balladebandet over alle balladebands på den vestlige halvkugle, AOR-giganterne Journey, har sagt den trygge formel farvel og har udgivet et album helt uden sødsuppeballader. Og så falder de fleste Journey-fans jo af, men det behøver de slet ikke.
For selv om 'Eclipse' hørt med Journey-hørebøffer er en hårdtrockende skive, så har vi altså alle melodierne, storslåetheden, Neal Schons helt eminente guitararbejde og en ny sanger, som for alvor træder i karakter – og får lov til det. Keyboardist Jonathan Cains melodiske touch er tydeligvis så stærk som nogensinde, og rytmesektionen med bassist Ross Valory og trommeslager Dean Castronovo er ikke kun tight som et par 80'er-spandex, men er i grad mindst lige så levende, som det, der inde i et par samme...
'Eclipse' er noget så opløftende som det bedste Journey-album siden 'Raised on Radio' (1986), og det siger ikke så lidt.
Albummet nummer for nummer
Albummet blæses på 'City of Hope' i gang en karakteristisk Neal Schon-lead og et rockende guitarriff med en i Journey-sammenhænge ganske rå guitarlyd. 'Edge of the Moment' har et helt fantastisk drive og en utrolig stærk og melodisk guitarfigur. 'Chain of Love' starter stille, og alene på grund af titlen forventer man en stor Journey-ballade. Det sker ikke. I stedet får vi albummets formentlig mest velfungerende nummer og stærkeste rocker. Stort guitaristeri og et gigafedt omkvæd.
Tre numre, og så er der rocket godt og grundigt ved vores forventninger og vores billede af Journey anno 2011. Allerede efter de første tre numre har Journey genvundet sin rock-credibility.
Og så bliver det lidt blødere og mere smøragtigt på 'Tantra', som er det tætteste, vi kommer en ballade. 'Anything Is Possible' rocker godt i midttempo. 'Resonate' bliver albummest mest langtidsholdbare. Det starter dystert og meget melodisk og tungt rykkede og bygges op til et herligt rockende crescendo med en guitarsolo af den anden verden. Og derfor gør det ikke det store, at næste nummer, 'She's a Mystery' er afdæmpet.
'Human Feel' er en rytmisk, glad partyrocker, og 'Ritual' tonser (ja, tonser!) lige ud ad landevejen, inden det er tid til at tænde lighteren til den pompøse stadionrocker, 'To Whom It May Concern', som i dén grad har alle de balladekvaliteter, som Journey besidder, og som – væsentligt nok – er befriet fra tidligere tiders sødsuppe. 'Someone' er ren rock 'n' roll, og på den instrumentale afslutter, 'Venus', står der skrevet Neal Schon ud over det hele.
Årets melodiske album
Neal Schon er den største musikalske oplevelse på det her album. Han spiller som en nyfødt med en energi, indlevelse og snilde, som lover så utrolig godt op til koncerten i Vega 28. juni. Men albummet største positive overraskelse – ud over rock-drejningen – er så bestemt sanger Arnel Pineda, der kom med i 2007. En ung filippiner, der slog sine folder som sanger et Journey-coverband, en fyr med en stemme, som er meget tæt på den originale sanger Steve Perrys, men som ikke er helt så skinger. Og som gør sig rigtig godt i rocksammenhæng.
'Eclipse' er andet album med Pineda. Et helstøbt, stærkt rockalbum og meget langt fra det mere famlende 'Revelation' fra 2008. Det er tydeligt, at medlemmerne i Journey har fundet hinanden musikalsk. Og det er tydeligt, at det spreder glæde hos denne anmelder. Årets melodiske album indtil videre.