Indbydende doom med heavy og dødsmetal
Denver-doomerne i Khemmis har skåret både lyd og længde på sangene lidt til på et album, der er fermt og let at gå til, men måske kunne have brugt et ekstra drys stærke vokalmelodier.
Fem år er gået fra Khemmis' fjerde album til det femte, selvbetitlede album. Årene har umiddelbart været brugt på at skære sangene godt til i længden i forhold til tidligere. De otte numre på albummet løber dog op i 42 minutter alligevel.
'Khemmis' som albumtitel virker som et fornuftigt valg, for alt det, som man kender Denver-bandet for, er her kogt ind til essensen af Khemmis. Lækre, doomy toner, tungt, men også med en stor kærlighed til NWOBHM, og så er der lige den der blackede/dødsmetalliske stil, da Khemmis kører et tosanger-angreb fra Phil Pendergast til melodierne og Ben Hutcherson, der tilføjer det helt onde til musikken.
Den dér rigtigt sludgy, doomede lyd, som Khemmis har trukket på tidligere, er denne gang lagt på hylden til fordel for en renere, mere heavy metal-ren lyd. Det gør, at et nummer som 'Carrion King', der ellers er ren død i sin start, alligevel lægger sig smukt ind som intro til det mere hymniske, som vokalen lægger ud med i verset. Men dødsmetal-fansene får også sit fuldfede vers senere i sangen. Og doomet dødsmetal, som hentet ind fra de finske skove, byder dette nummer også på.
Eller det omvendte på den fede albumåbner i 'Invocation of the Dreamer', som i et mere mørkt lydunivers kunne være kreeret af Sulphur Aeon. Det er da lidt doomy, men introbrølene får ikke lytteren til at overveje særligt nøje, at det her skulle være en ret episk version af doom metal. Men det får man rig mulighed for at tænke senere.
Klædelig lyd og produktion
Det klæder Khemmis med den mere rene, metalliske lyd. Også, at bassen ikke mudrer nede i bunden, men har den her fede, mere moderne baslyd med en let distortion, der klikker lidt og giver et percussion-agtigt bidrag til musikken. Særligt, når den i stunder får lov at køre lidt alene. Basspillet er ganske veludført af David Small, der har været i bandet i nogle år, men altså nu første gang på en indspilning (Khemmis udgav en single i 2023, men her blev bassen klaret af Hutcherton).
'Beneath the Scytche' er så klassisk doom-heavy, som det kan blive. Storladent nummmer med twin-guitar og gallop-rytmer og nogle fine harmonier på vokalen, hvor de kortvarigt føles helt proggede. Her er Khemmis skarpe og har hooks og melodier på både vokal og guitar, og en herlig passage med melodisk baslir.
Et selvsikkert udspil, der efterlader afsavn
Men ellers er det noget af det, der savnes. Flere af de ting, der ikke vil slippe hovedet igen. Enhver kan jo høre, at det er så superskarpt spillet og udført, og stilen er så skarpt skåret til, at det er så utvivlsomt Khemmis, selvom der selvfølgelig er stort slægtskab i musikken til de store genrer, som bandet er så inspireret af. Der er noget, der skal bæres af den melodiske vokal, men som bare ikke bliver det i tilstrækkelig grad. Det dér, hvor næven instinktivt ryger i vejret, og hvor man stemmer i og skråler med på en fantastisk vokallinje.
Det er en følelse af et uforløst potentiale, og bandet har ellers vendt tingene på hovedet i forhold til mine anker, da jeg anmeldte 'Desolation', det tredje album fra bandet. Her tog det tid at få sangene ind under huden. Denne gang står jeg med en følelse af et album, der har været herligt nemt at gå til. Det lød af noget lovende fra start, men jeg må efter adskillige lyt også se i øjnene, at det for mig bliver et stærkt og professionelt album, der det til trods bare ikke rigtigt vil sætte sig på mig på en måde, hvor jeg bare må høre det igen og igen.