Råbende historisk vingesus
Alt godt fra 80'erne tilsat lækker, rå vokal giver en udmærket oplevelse, mens det står på. Kryptos gør som forventet på sit nye album, og det er såmænd godt og fint nok, men samtidig langt fra fremragende.
2. Hot Wired
3. Dawnbreakers
4. Thunderchild
5. Nighthawk
6. Omega Point
7. Force of Danger
8. Shadowmancer
Da Devilution anmeldte 'Afterburner', det femte album fra indiske Kryptos, blev der føjet en streg fra musikken til coverets motorcykel, læder og nitter. Det var den klassiske metals chuggende riffs og den tøjstil, som Judas Priest havde gjort til genrens haute couture. På den front bringer gruppens sjette album ikke meget nyt. Det er heavy metal. Og det i sin allermest klassiske form. Men vokalen er stadig den hæse, semi-black-trashede, som vi på sitet lærte at kende i 2012 via den fornemme 'The Coils of Apollyon'.
Kryptos har egentlig ikke flyttet sig så langt siden dengang i 2012. Dengang var det også en klassisk heavy metal, men den var måske mere riff-baseret og mindre pumpende. Det skete mere i musikken, og stemningen var mørk og atmosfærisk, som vi dengang beskrev som et møde mellem episk Iron Maiden og simpel, primitiv Venom. I dag er detaljen i riffet noget, som for i de fleste tilfælde får lov at komme i starten eller slutningen af de X antal takter, der udgør riffet, mens man ikke er bange for at spille sikkert mellem disse detaljer og bare pumpe. Eller "chugge" den, om man vil. Det er mere Judas Priest og Saxon i dag, end det er Maidens storladenhed. Råheden er der stadig i vokalen, men produktionen er ad åre blevet mere ligefrem og klar med en fin afrundet bund, så selvom, der hvæses oven på den ret melodiske musik, så er det nu ikke så råt igen.
Kant med diskant
Men noget er der alligevel sket, og selvom 'Force of Danger' ikke høster flere sorte bokse end sine to forgængere, så er det alligevel positivt, at musikken fremstår mere diskant denne gang. Det giver musikken den oldschool kant, som bandets stil og riffs alligevel så åbenlyst jagter. Det lyder vildere denne gang, særligt når der spilles hurtigt, selvom musikken stadig er ganske formularisk – indstuderet. Hvert nummer har vel en art hitpotentiale, og der er i den grad skåret ind til stålet her. 'Raging Steel', der åbner albummet er lækkert up-tempo og er undtagelsen i forhold til vildskaben fra tidligere, for her smeder Kryptos noget, som har en berettigelse, selvom riffene er hørt før. Det er simpelthen medrivende og intuitivt let at give den gas til.
Og det er dét som Kryptos kan ved at låne fra smeltediglen af læremestrenes store riffs. Det rykker og det bringer smilet frem, for det her er simpelthen alt det en, nu midaldrende metalfan, som ung lærte at holde af og instinktivt knytte sin næve til. Eller en ny metalfan kan bruge som gateway til fortiden.
Kryptos er også medrivende på bandets mere midtempo-numre, og selvom det er de samme bands, som når det går over stok og sten, bandet har lært sine tricks fra, så bliver det bare let uinteressant her, da guitarpumperiet bliver statisk. Det skaber plads til den storladne finesse, men den melodiske vokal, som 80'ernes største havde til disse passager, har Kryptos ikke. Nolan Lewis har en glimrende rå vokal, men der er grænser for, hvor højt den kan løfte taget. Det samme gælder i det store billede for Kryptos. Det er egentlig rigtigt fedt, mens det står på, men det store indtryk fortaber sig hurtigt efter de sidste toner er ringet ud.