Lige i middel
Tarot laver stadig udmærket power metal, men så heller ikke meget mere end det.
2. Dancing on the Wire
3. Back in the Fire
4. Love's Not Made for My Kind
5. Never Forever
6. Spell of Iron
7. De Mortui Nil Nisi Bene
8. Pharao
9. Wings of Darkness
10. Things That Crawl at Night
Finlands Tarot sendte for fire år siden 'Crows Fly Black' forbi denne anmelder (efter den kom også 'Gravity of Light' fra 2010, men den undgik opmærksomheden her på sitet), og han valgte efter kærlig behandling at uddele en middelkarakter. Omtrent sådan ender det også her, men af andre grunde, som skyldes at Tarot, trods energisk fremdrift og gode ideer, stadig ikke har et personligt udtryk og mangler deciderede eksploderende omkvæd, sådan som de har drømt, og så er forsanger Marco Hietala bestemt ikke er mit krus mjød.
Men før rosen falder over de gode ting, skal der lige kastes grimme ord efter 'De Mortui Nil Nisi Bene', der er en tåbelig folkemusikting, som i grotesk grad bryder stilen og smadrer enhver sammenhæng på pladen. Det virker som en dumt og malplaceret fjolleri, der i sig selv kunne være en god ide, men som i Tarot-sammenhæng er ren idioti. Her alene ryger en hel karakter!
Og efter lidt galde...
Og så tilbage til det vi kom for – heavy metal. Tarot kan en hel del i de rettroendes boldgade, og 'Spell of Iron MMXI' er på mange områder lige en knivspids bedre end førnævnte skive. Riffs'ene er en anelse strammere, vokalen godt tænkt, og så serveres det med større snilde og flair for at skrue hårdtslående power metal sammen – men selvom vokalen er tænkt godt, så er den også anstrengende udført og i længden trættende nasalt.