Lige præcis som de plejer at lyde
Der er langt mellem albummene fra Shai Hulud, og heller ikke denne gang er tiden brugt på at redefinere stilen- Men bandet er dygtige til den melodiske hardcore med progressive undertoner, så hvorfor ændre på menuen?
På trods af de progressive undertoner, som lurer under overfladen på Shai Huluds appetitlige hardcore med masser af melodi og lækre guitar-detaljer, så har bandet ikke umiddelbart brugt dén kreative og ofte tekniske indgangsvinkel til at finde et andet og nyt udtryk i sin musik.
Derfor lyder Shai Hulud anno 2013 som Shai Hulud lød anno 2008, der lød som Shai Hulud i 2003, hvis lyd heller ikke var langt fra debuten, der kom i 1997. Årstallene er de år, hvor bandet har udgivet album, så det er altså ikke ligefrem et band, som strør om sig med nye album.
Og kan man lide den opskrift, som bandet har brugt igennem de tre album op til 'Reach Beyond the Sun', som album nummer 4 hedder, så har man absolut intet at frygte, for det er stadig en omgang rimeligt stærke numre. Produktionen er god med god bund og plads til de enkelte instrumenter, og så ligger vokalen tilpas i mixet, i modsætning til på debuten, hvor den måske fik en tand for meget fokus, og heller ikke var nær så godt udført.
Shai Hulud kæmper dermed på sin vis kun mod sig selv, da man skulle tro, at målsætningen har været at lyde, som de altid har gjort. Og her har bandet faktisk arbejdet sig lidt fremad, for de fleste numre rykker rigtig fedt, og med numre som 'A Human Failing', 'I, Saturnine' og 'Monumental Graves' rammer amerikanerne noget, der i en ideel verden sagtens kunne gå som radio-hits. Det er samtidig numre, hvor bandet får brudt strømmen af relativt enslydende sange, med flere hooks, der gør, at disse sange huske som enkeltværker i stedet for at blive en del af lidt anonym samling af sange, der har det til fælles, at de tilfældigvis tilsammen udgør et album. Nuvel, det er en fornøjelig samling at lytte på, mens pladen kører, men alt for mange idéer går igen, og så forsvinder idéen med et helt værk i forhold til én effektiv single.