Genrestilstand
Populær
Tyske Long Distance Calling leverer et album, der både illustrerer og understreger problemerne for postmetal-genren.
2. The Filgrin D'an Boogie
3. Invisible Giants
4. Timebends
5. Arecibo (Long Distance Calling)
6. Middleville
7. Beyond the Void
Jeg kan stadig huske første gang jeg hørte et nummer med Isis. Det var nummeret 'Carry' fra deres gennembrudsplade, 'Oceanic', fra 2002, og det var noget nær en åbenbaring for mig. Efter i en del år at have dyrket Tortoise, Mogwai, Godspeed You! Black Emperor og andre postrockbands, var der her en gruppe, der blandede postrockens dynamik og melodier med tyngden og brutaliteten fra metal og hardcore. Det føltes nyt, spændende, og jeg var totalt solgt.
Desværre har hele den overvejende instrumentale postrock/postmetal-genre stået meget i stampe i de senere år, og selv pionerer og trendsættere som Isis har haft svært ved at komme udover de genrekonventioner, som de selv var med til at grundlægge. En situation, som Isis tog konsekvensen af ved at lukke og slukke i 2010, da de ikke mente, at de havde mere nyt at sige.
På mange måder er det tredje, selvtitlede album fra tyske Long Distance Calling et godt eksempel på netop denne stilstand inden for genren, hvor recirkulerede ideer ofte sætter niveauet. Måske er LDC godt selv klar over, at postrock/postmetal-grenen ikke er det mest dynamiske miljø at være en del af i øjeblikket. I hvert fald forsøger de selv at tage kraftigt afstand fra genren på deres hjemmeside, hvor de hellere vil kategorisere sig selv som et progressivt rock-band, der tilfældigvis ikke har nogen sanger.
Men selvom deres sangstrukturer ligger tættere på traditionelle rocksange end meget postmetal, så benytter de sig stadig af mange af postmetallens klassiske, og nedslidte musikalske troper. Og selvom LDC har styr på deres virkemidler og har bedre melodiske hooks end det gennemsnitlige postmetal-band, så er det svært at blive voldsomt begejstret over de samme melankolske guitar-flader og eksplosiondynamik, som man har hørt utallige gange før. Samtidig skyder gruppen ofte forbi tavlen, når de endelig forsøger at bryde formlen. For eksempel har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor der pludselig skal bringes småsløj whiteboy-slapbas pseudofunk ind i det ellers ganske interessante 'Timebends', ligesom et gæstevisit fra den tidligere Anthrax-sanger John Bush på albummets eneste vokalnummer er totalt forglemmeligt.
LDC ender lidt i en Catch 22-situation, hvor de med lille succes forsøger at løbe væk fra den overeksponerede postmetal, som i virkeligheden er, hvad de gør bedst. Og derfor finder albummet aldrig rigtigt sin rytme eller identitet, men forbliver i stedet et billede på genrens identitetskrise. Der bliver stadig lavet rigtigt smuk og interessant musik inden for postmetal-genren – lad mig for eksempel anbefale If These Trees Could Talk og Russian Circles, der begge har lavet stærke album inden for de seneste år – men Long Distance Calling forbliver et momentvis blændende men overvejende akavet bekendtskab.