Manden med Weekendvesten – del 10: Slår stængerne op

117297733_297363184937881_4315259937046630476_n
Commando

Manden med Weekendvesten holder også ferie, og heldigvis for ham er corona ikke et problem, da han naturligvis er en af hjemlandets stolte campister.

Kunstner
Titel
Rites of Damnation
Dato
22-05-2020
Trackliste
1. The Sacrament
2. Final Judgement
3. Slumbering Death
4. Djävulsmaskopi
5. Sinners Soul
6. Burn the Sky
Forfatter
Karakter
4

Manden med Weekendvesten læser Weekendavisen, Pepsi Max, henter børn og skammer sig over ikke at køre med cykelhjem, selvom det ødelægger frisuren – og så er der groft sagt ikke mere følelse af rebelskhed tilbage. Altså ud over heavy metal. 

For det er således, at for Manden med Weekendvesten er heavy metal den eneste eskapisme – det er en flugt ind i en verden, hvor han selv bliver vildere og farligere og naturligvis mere attraktiv for det modsatte køn, når han lytter til hævi mædl!

Men skabes den slags heavy metal stadig? Det er Manden med Weekendvesten nødt til at finde ud for at finde vejen ud af 40'ernes trygge midtlivskrise!

Manden med Weekendvesten del 10:

Manden med Weekendvesten har brug for ferie. Året har været hårdt og budt på mange urimelige kampe med sidstfødte, naboer og kettlebells – og som alle ved, er den ultimative feriesport for midaldrende mænd det søde campingliv.

For Manden med Weekendvesten har en campingvogn, og ligesom han sidder fast i livet, står campingvognen solidt plantet på samme plads (sommer)året (halv)rundt. For hvad passer bedre til midtlivskrisen end dette særlige haute couture-fri såvel som nordisk design-fri frirum?

Men Manden med Weekendvesten er lige dele magelig og lige dele bevidst om, hvilken stilstand der har ramt hans liv, og han har brug for modspil, og det søger han som altid i den oprørske musik – denne gang med svenske Commando, der kun lige har forladt demo-stadiet for at gå fuldblown kommercielt ind på en hel EP med hele seks sange og fireogtyve minutters meget effektiv spilletid.  På ‘Rites of Damnation’ spiller Commando heavy metal med hysterisk vokal, og lige præcis det er der brug for et sted, hvor tempoet er ubegribeligt lavt.



Campingens Eddie
Der findes campingpladser, som minder om spejderlejre, og så er der dem, hvor børnene er i centrum, og de har maskotter – sådan en campingplads har Manden med Weekendvesten valgt. Commando er ikke et band med en maskot, for godt nok er de oldschool, men de er også befriende larmende og uslebne og lige præcis sådan et band, som man har lyst til at blæse efter den grønne plysmaskot, da han/hun/den/det entrer campingvognens fortelt for at dele kram og karameller ud til først- og sidstfødte.

Men virker det? Nej, ikke rigtigt. For maskotter taler ikke, hvilket får dem til at virke endnu tåbeligere og skræmmende for det usikre børnesind. Meget mere skræmmende end heavy metal. Også selvom der er tale om Commando, som på ingen måde overgør det med melodier og billige fængende tricks, fordi de hellere vil spille riffs. For maskotten er ikke bare grøn og af stof, men man aner ikke, hvad der gemmer sig inde i sådan en, og det er i selv nok til at få en ubehagelig rislen til at løbe ned ad Manden med Weekendvestens åbenstående weekendvest.

Heldigvis forsvinder sådan en maskot, fordi han skal videre til andre campingpladser, og så kan Manden med Weekendvesten indtage campingens trone. Det kræver en liggestol i farver og mønstre, som intet normalt tænkende menneske vil tage ind i sit hjem, og så kræver det en dåseøl, som helst skal være hentet pantfrit i det nordtyske (som man kan indtage, mens man brokker sig over, at østeuropæerne udnytter EU til at tage vores rengøringsjob på campingpladsens toiletter).

Herefter vil være man klar til den fornemste camping-disciplin af dem alle. En disciplin som ikke kræver musik, og som Manden med Weekendvesten lige netop vælger at udføre med Commandos ‘Burn the Sky’ i baggrunden, fordi han er bundet til at gøre en form for oprør her. Han knapper dåseøllen op, smider rebelsk åbneren i i skraldespanden og læner sig tilbage i liggestolen. Og så nyder han skuet.

Kampen mod og om forteltet
For det er noget umådeligt smukt og menneskehedsbeskrivende over at se på andre, der slår fortelt op for første gang. Manden med Weekendvesten tager første tår og ser, hvordan livsglæde og campinglyst på et kort sekund bliver til en ægteskabelig konflikt med samme intensitetsniveau, som en er-det-nu-også-racistisk-for-vi-har-jo-altid-kaldt-dem-jødesmovser-lignende debat. Og Commando virker måske voldsomt som soundtrack, men det skal snart vise sig at være passende.

For alene det at diskutere, hvilken vej campingvognen skal vende, kan udslette velfungerende langvarige ægteskaber. Skal man have morgensol eller aftensol? Vil man vågne op og gå ud i et fortelt, der er kogende varmt, men samtidig kunne spise Instagram-venlig morgenmad, eller vil man have en lavthængende aftensol til sin Aperol? Commando spiller ‘Final Judgement’, velvidende at kvinden får sin ret her, og manden må slå campingvognens ben ned i forhold til morgensolen – og han er velvidende om, at hun vil fortryde den placering senere på dagen.

Men den virkelige kamp, som udspilles, mens Commandos fænomenale åbner ‘The Sacrament’ lægger ud med fræsende leadguitar i midttempo, kommer, når forteltet er trukket på, og campingparret på skift forsvinder under kvalmende hed teltdug. Allerede her er samtalen let aggressiv som Commandos vokal, og det vil kun accelerere, efterhånden som diskussionen om, hvilke stænger der hører til hvor, tager til.

Og her kommer den ultimative test, som får Manden med Weekendvesten til med fryd at smække benene op på en anden liggestol og tage en ekstra tår af den lune dåseøl. Mens ‘Slumbering Death' kører for ottende gang i et behageligt hastigt ridt, skal campingparret forsøge at afstemme et sindrigt udtænkt puslespil af teltstænger og teltdug, som kræver flere hænder, end en gennemsnitlig Vishnu-storfamilie kan mønstre. Stænger skal strammes, løsnes, teltdug skal lirkes, trækkes og snørkles rundt om udhæng, og endelig skal stænger igen byttes rundt i jagten på den rigtige kombination.

Undsætningen
Men så sker katastrofen! Manden med Weekendvesten ser med gru, hvordan en af de andre tilhørere rejser sig – en erfaren campist med pløk-optrækker i sit utility-belt stiller sin øl fra sig og går med afslappede skridt det snart knækkede campingpar i møde. Han spørger venligt, om de har brug for en hånd. Og det sætter Manden i Weekendvesten i den ubehagelige situation, at han også må forlade sin liggestol, sin ellers fremragende Commando-plade og ikke mindst dåseøllen. For ellers må han leve med lidt bebrejdende blikke de omkring tyve gange dagligt, hvor han skal passere både campingparret og den erfarne campist på vejen for at tømme toilet, vaske op og lave mad.

Og Manden med Weekendvesten er nødt til at give sin ekspertise med, for ellers vil både campingparret og den erfarne campist også kunne sætte spørgsmålstegn ved, om Manden med Weekendvesten måske var en af dem, der fik hjælp til sit fortelt, og det vil sende ham flere år tilbage på anciennitetslisten i forhold til en dag selv at blive den erfarne campist. Men dog sådan en, der forlanger at høre Commando, når han er første hjælpende hånd på forteltsslagmarken.

Men nu er øllen varm, og ‘Burn The Sky’ kører for sidste gang.