Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Måske de bare skulle holde inde?

Populær
Updated
Måske de bare skulle holde inde?

Misfits mestrer stadig at lave små catchy sange, men finessen er ikke længere tilstede, og vokalen fra bassist Jerry Only står ikke mål med bandets tidligere frontmænd.

Kunstner
Titel
The Devil's Rain
Dato
04-10-2011
Distributør
Genre
Karakter
1

Det går ikke så frygteligt hurtigt for Misfits, som ikke har udgivet noget original-materiale siden 'Famous Monsters' i 1999. Hvis man ikke medregner en EP i 2006 med uudgivet materiale fra 1996.

At det er Misfits, er ret tydeligt. Der er de simple akkordbaserede sange, som er fint skåret ind til benet, men så til gengæld heller ikke indeholder noget som helst originalt eller bare overraskende. Vokalen lyder autentisk i Misfits-regi, men det er ærgerligt at Jerry Only forsøger at lyde som tidligere sangere i bandet, for selvom han kan ramme lyden af det, så rammer han langt forbi i kvalitet. Det rykker bare ikke rigtig med ham på vokal. Måske er det lidt styrke og autoritet i vokalen, som mangler.

Misfits har bestemt noget at være stolt af, og der har været masser af kloner af bandets horror-rock gennem tiden. Men lige nu er klonerne bedre. Selvom vor anmelder måske ikke skamroste Calabreses 'The Travelling Vampire Show', så er det et album som undertegnede er ret glad for indenfor denne stil, og finder enormt meget federe end dette Misfits "comeback".


Er det Volbeat?


I nogle sange lyder det som om Misfits stjæler fra Volbeat. Ja, Misfits var der først, men når nu Volbeat lyder så meget bedre, så er det faktisk mere retfærdigt at sige, at Misfits lyder som Volbeat end omvendt. I hvert fald bedømt på dagsformen.

Bedste sang på skiven er umiddelbart 'Father', da den, når den først er kommet forbi et svagt og alt for reverbet intro-riff, har et godt flow og en catchy melodi. Flere sange trækker på den samme opskrift, og det rykker da også nogenlunde ved første lyt. Uden at det er noget særligt, og ved andet lyt falder de fleste ting allerede fra hinanden, for det meste er bare gabende kedeligt. Trist...