Moderne melodød med personlighed

CAF62917-2AFB-43C5-8697-6BCB113D61A1

Mindmares debutalbum har været længe undervejs. Til gengæld er det gennemarbejdet og viser flere gode takter i processen fra klassisk melodød til personlig Mindmare-død.

Kunstner
Titel
Psychotic Regression
Dato
15-03-2019
Karakter
3

Der er mange ting, man kan sige "langt om længe" til. Dels denne anmeldelsen, der falder fem måneder efter udgivelsen i marts, men det gælder også udgivelsen. Det er et debutalbum fra odenseanske Mindmare, der i årene 2003-2006 udgav en demo, en single og en promo, hvorefter bandet blev meget stille og altså først her i 2019 er klar med et album.

Mindmare spiller melodisk dødsmetal med klare skandinaviske rødder. Bandet er en sekstet, hvilket  betyder, at der er plads til en dedikeret keyboardspiller, hvor andre bands i samme stil ellers ofte lader den slags klare med lidt samples. Det betyder samtidig, at Mindmares keyboardside er meget mere gennemtænkt og ofte spiller en vigtig rolle og således ikke bare er baggrundsfyld, som man fik tilføjet i studiet for at give musikken lidt ekstra fylde. I åbneren, titelnummeret, er keyboardet også en fed rød snor til bandnavnet, da der lægges en horroragtig-stemning fra tangenterne, og man fornemmer et levende mareridt. 

Ellers er Mindmare ret tro mod den valgte genre med godt med melodi fra guitarerne i enten riffs eller lækre leads oven på musikken. Vokalen er mindre skrigende eller hæs, som den måske kendes fra det gamle In Flames, At the Gates og Dark Tranquillity. Her er mere tale om en luftig form for growl, som er dybere end ellers hørt i klassisk melodød.

Energisk melodi
Bandet nævner selv svenske bands som pendanter til de musikalske kreationer på debuten. Det er bands som In Flames, At the Gates, Soilwork og The Haunted. Det giver god mening med The Haunted også, for det er ikke blot melodisk, det er nemlig også ganske energisk, nærmest thrashet sine steder. Enkelte riffs og sange minder behageligt om tidlig Children of Bodom (også et band, som Mindmare nævner i deres egen beskrivelse).Tilføjelsen af keyboards bidrager til det, selvom Mindmares Peter Dyhr har valgt en helt anden lyd på sit instrument end den klassiske Children of Bodom-lyd.

Mindmare kommer faktisk meget godt fra inspirationerne til en lyd, der også har noget personligt. Udover de svenske og finske inspirationer, så er der også en lyd af noget dansk. Det svinger fra Urkraft (anno 'The Inhuman Aberration') til Illdisposed, sidstnævnte især i den glimrende 'The Deceit'. Godt nok starter sangen med et nyt tag på 'Take This Life'-riffet af In Flames (ikke fordi det riff er så originalt, at andre før dem ikke kunne have lavet noget lignende), men derefter leder keyboard og ren vokal tankerne hen på Illdisposeds 'I Believe in Me'. Desuden er der riffs i stil med, når Illdisposed selv flirtede med svensk melodød på 'There's Something Rotten... In the State of Denmark'.

Spændende korvokaler
Og netop brugen af ren vokal i kor- og baggrundspassager leder også mod noget andet dansk, da det til tider minder lidt om Raunchy. Dog ikke altid lige vellydende, da ikke alle rene vokaler sidder helt i skabet. Men spændende er det, og bestemt noget, som Mindmare kan arbejde videre med til for alvor at distancere sig fra idolerne og lægge en speciel og personlig stil til. Den korte kor-intro på 'Remission of Sins' giver for eksempel en spændende lyd (ikke ulig Ulvers 'Kveldssanger'), men er desværre blot en kort intro og ikke et større element af sangen.

Mindmares 'Psychotic Regression' er et interessant bud på melodisk dødsmetal, der tør tage favntag med lyde fra de klassiske giganter og give det et twist af noget mere moderne, hvorved der opnås en forholdsvis personlig lyd. Albummets ni sange og en outro er gennemarbejdede, med en håndfuld ret stærke sange, fortrinsvis i pladens første del, og nogle mere anonyme i sammenligning derefter, selvom 'Broken Black Nails' mod slut er en fin reminder om, at det her altså er en glimrende debut.