Transgression > transformation
Starten på åbningsnummeret på ’A Place for Ash’ giver en kuldegysninger, men ikke af fryd, eller fordi man allerede er rørt.
2. Throes Of Ardent Disposition
3. Effigies Adorned In Fire
4. Synchromysticism
5. The Beast That Mourned At The Heart Of The Mountain
’Penance’, som nummeret hedder, indledes med en acapella-vokal, som skriges så raspende frem, at man får sympati-halspine og fyldes med en isnende … er det rædsel? Afsky? Det føles lidt, som når man kommer til at føre gaflen hvinende hen over tallerkenen. Sådan er den ene del af Mo’ynoqs musikalske udtryk. Kompromisløs, ansigtssmeltende black metal-vildskab.
Jeg kan lide voldsomheden i North Carolina-bandets musik, som er rundet af både den norske andenbølge og amerikansk black metal fra den ret præcist modsatte ende af USA.
Smerten og håbløsheden lurer overalt på ’A Place for Ash’, men også muligheden for at bevæge sig videre fra den. ’Penance’ handler for eksempel om at lægge sin skyldfølelse bag sig, men udgangspunktet er klart dystopisk. Det er ikke tilfældigt, at Mo’ynoq har taget navn efter en fiskerby i Uzbekistan, som forvandledes til en ørken, efter at man i Sovjetunionen omlagde to floders løb. Det efterlod byen med et udslettet eksistensgrundlag og en udtørret, forurenet havbund, der affødte sygdomsfremkaldende, giftige støvstorme. Når Mo’ynoq er bedst, fremmaner de den form for dystopisk håbløshed, men de antyder hele tiden et transformativt potentiale. På ’Synchromysticism’, som er et af pladens bedste numre, formår Mo’ynoq at spille frenetisk fremadfarende, men på en virkelig elegant måde, hvilket måske især skyldes trommeslageren Justin Vallettas inspirerede arbejde på lilletrommen. Det er sært opstemmende at være vidne til. Det er det, jeg mener med transformativt.
Udyr i sorg
Et andet element, jeg godt kan lide, er vokalerne. Tre af bandets fire medlemmer bidrager på den front, og det giver afveksling, og Mo’ynoq udnytter fint muligheden for at lade vokalerne besvare hinanden. Bandet er også velspillende, og det er imponerende, at Justin Valletta indspillede sine trommespor ikke længe efter at have brækket det ene ben i noget så lidt satanisk som et trampolinuheld. Meget groft sagt bevæger ’A Place for Ash’ sig fra rå vildskab på ’Penance’ til et mere monumentalt storladent udtryk på den 12 minutter langer albumlukker ’The Beast that Mourned at the Heart of the Mountain’. Og her kommer vi så til den anstødssten, der jo skal være i en anmeldelse.
Jeg er begejstret for, hvor stemningsfuld en komposition ’Beast …’ er, og jeg kan godt lide, at Mo’ynoq forlener deres musik med en svævende, næsten poetisk kvalitet (den opmærksomme læser kan nok fornemme, at jeg prøver at sige blackgaze uden at sige blackgaze, for det er ikke helt sådan, det føles). Jeg kan også godt lide ideen om, at bandet søger uden for et traditionelle black metal-troper, men jeg har visse kvababbelser over, at det kommer til udtryk i guitarsoli.
Anmelderen er en ryggesløs hipster-hater
Jeg har det umanerligt svært med guitarsoli. Både på et æstetisk, filosofisk og kompositorisk plan væmmes jeg grundlæggende ved konceptet, men jeg lades dog ikke fuldstændig kold af soloerne på ’A Place for Ash’. For det første giver de en variation i det musikalske udtryk. De bringer en lethed og en vis flydende kvalitet til Mo’ynoqs ellers ofte nådesløst dundrende sange. Og for det andet søges der, i de bedste stunder, væk fra traditionel guitarsolo-melodiføring, og man kan håbe på, at de søger videre i den retning og i højere grad lader deres soli vandre ad harmoniske vildveje.
Men det er altså svært at sluge, for guitarsoli har været træls gennem længere tid, som de siger i Randers.