Myrer i ørene

deathset

Vi nåede ikke at anmelde Death Sets nye album i 2021, så vi kommer her med en forsinket anmeldelse. Overordnet: Du har misset at have myrer i øregangene, men også kun det.

Genre
Karakter
2

Jeg er normalt stor fan af art punk og generelt af folk, der prøver noget anderledes. Men The Death Set har haft sine udfordringer ikke kun personligt, men også med at få lyden til at flyde. Desværre mistede bandet et medlem, da guitarist og sangskriver Beau Velasco døde af en overdosis. Bandet kæmpede dog videre med en LP i 2011 og en EP i 2013. Men herefter blev radiostilheden total indtil 2021, hvor altså ’How To Tune A Parrot’ udkom med bandets nu to medlemmer.

Det var altså de personlige udfordringer, og selvom det kan give lidt dårlig fornemmelse i maven på en anmelder, så må showet fortsætte og musikken anmeldes. Lydmæssigt er ’How To Tune A Parrot’ på mange måder en slurk af nærmest ublandet Ribena, hvis Ribena altså var hektisk, larmende og stressende. Det kan i sig selv være en spændende drink, men man står lidt tilbage og mangler noget kontrast – for der er fuld knald på hele vejen igennem. Det hjælper lidt, at sangskrivningen bag det hektiske lydbillede faktisk er af rimelig, men ikke overvældende, kvalitet.

Jeg har dog fundet det svært at komme igennem albummets knap 29 minutter. Der er simpelthen for meget kaos og for lidt at holde fast i imellem sangene, der smelter sammen til irriterende larm. Jeg læste en blog, der beskrev det som at ”have myrer i bukserne”. Og selvom det lyder meget sjovt måske at have til en koncert, så føles det som myrer i øregangene når jeg har sat albummet på derhjemme. Det er måske også bare undertegnede, der er for sæson- og corona-påvirket til faktisk at kunne tænke mig til en verden, hvor vi kan feste og danse til hektisk punk med elektroniske elementer.

Skal man nævne endnu en ting, der faktisk virker på albummet, så er det sangskrivningen. Der er desværre ikke meget af den, man kan høre, men for eksempel på nummeret ’Remind Me Who’s Suffering’ formår duoen at indkranse misbrugerens håbløshed ”Scream in hunger with a head full of lice / Agony resides, right next to fine dining / Under slept with a wad full of shame and a lifetime of pain”. Stærke sager, men dog ikke særligt rart at lytte til. Måske er det bare kunstens lod at være så svær at blive konfronteret med, at man i stedet kigger væk eller lukker ørene. Men sådan har jeg det dog mest efter at have forsøgt at lytte til denne art punk udgivelse.