Nyt Fra Vestfronten: Axxion

Axxion bandfoto

Den hastige melodiske heavy metal havde det godt i firsernes Tyskland, men da det er 30-40 år siden, skal der stå bands klar i kulissen til at tage over. Det kan Axxion til dels.

Nyt fra Vestfronten: Axxion
Canadiske Axxion spiller heavy metal i et fornuftigt højt tempo og med en vokal, der er kvart i helium-stemme. Det er mest riff på riff, men med en smule power metallisk i det melodiske. Men mest altså bare riffs, tempo og high-pitch vokal. Måske er Axxion lige på grænsen til der, hvor man kan blive i tvivl om, hvorvidt de tager sig selv alvorligt nok. Men sangene er stærke, og derfor lader vi tvivlen komme dem til gode. 

Er det et band, der ser sejt eller farligt ud, og kan de måske køre knallert?
Det er virkelig svært ikke at se farlig ud, hvis man bærer patronbælte. Men den virkelige finesse ligger i Axxions evne til at lave det arrogante løft med hovedet, så man trods manglende højde kan se ned på de fleste. Af og til sværger Axxion til spandex, og man kan godt sidde med en følelse af, at de virkeligt stramme leggings i gult bæres med et ironisk glimt i øjet. Det er ikke helt rart, men vi lader tvivlen komme dem til gode.

Axxion

Men har de et navn, der lyder sejt, når du fortæller om det til dine venner?
Hvis man siger Axxion hurtigt, vil de fleste tænke på "axe" som i økse (eller måske deodoranten hvis man er uheldig), og et skarpt våben kan ikke være u-sejt. Hvis man tager et X ud af Axxion, får man Axion, der blandet andet var en græsk gut, som døde i de trojanske krige. Og alt, der referer til krig, er selvfølgelig sejt i vores univers.

Har de et navn, der ser godt ud, når du skal skrive det bagerst på dit kladdehæfte?
Axxion ved, at gul er en stærk og farefuld farve, så de sværger næsten konstant til denne, og så er der noget ildevarslende over den måde, som det ser ud til, at de kantede bogstaver er kløvet horisontalt. Er det et tohånds-sværd, der har klaret sagen i et enkelt hug? Det er svært at tro andet!

Axxion logo

Hvad kan jeg sætte på min battlevest, og hvad kan jeg have under den?
Et simpelt patch i skrigende gult vil tage opmærksomheden på enhver vest, og så kan der endda suppleres med et badge i samme nuance. På nuværende tidspunkt har Axxion desværre ikke kastet sig over t-shirt-produktion, hvilket virker fuldstændigt vanvittigt, når man tydeligt kan se, hvor skarpt deres gule logo vil stå sig på sort bomuld.

Axxion Patch

Hvis du nu kun vil høre et enkelt nummer, så skal du starte her:
Du skal lytte til ‘Tonight’, mens du ser videoen. Der er våben (inklusiv en bazooka) røde støvletter med nitter, motorcykel, og det er alt for meget.



Og hvis du nu bliver fanget, så går du i gang med hele diskografien i denne rækkefølge:

Du skal høre debuten ‘Wild Racer’, fordi man inden for få sekunder enten bliver fanget eller frastødt.



I 2016 udkom andet album, ‘Back in Time’, og så er der sådan set ikke mere at lytte til lige nu.




Du skal lytte til dette band, når du er træt af dinosaurerne i:
Uden på nogen måde at nå i nærheden af mægtige Michael Kiske, så er der noget gammelt Helloween over Axxion. Eller måske Gamma Ray, der i de yngste dage også havde en vokalist af de mere tvivlsomme. Axxion er til dem, der kan lide tysk.