En mere farverig vej mod døden
Mørket er intakt, men Offernat har åbnet døren til nye farver, progressive afstikkere og ambitiøse kompositioner på deres hidtil bredeste udspil.
The Signal’s Origin
Metamorphosis
The Ecstasy of Death
Selv kalder den københavnske duo deres stil for progressive blackened doom, og med ‘The Ecstasy of Death’ begynder betegnelsen for alvor at sidde i skabet. Hvor ‘Where Nothing Grows’, som min kollega så smukt formulerede det, gjorde det “...en lille smule lettere at bære livets byrde, mens vi venter på dødens nådegave”, skubber Offernat nu yderligere til grænserne for deres mørke univers.
Fire numre på 53 minutter. Lange, kryptiske kompositioner er fortsat deres foretrukne disciplin, men denne gang er paletten noget bredere. Black og doom udgør fortsat fundamentet, men de lækre guitarleads, den tunge ambiens og de progressive 70’er-inspirationer sniger sig tydeligere ind og giver musikken mere kolorit – præcis som det betagende cover, der for første gang bryder med forgængernes sort-hvide udtryk.
‘Tears Dissolved in Light’ er en stærk åbner og nærmest en programerklæring for pladen. Den dvælende intro eksploderer i stramme riffs, forpinte hyl og lækre leads, mens pulsen skifter mellem den huggende black metal og doomens tunge, sørgmodige pacing. Over 12 minutter bevæger nummeret sig gennem flere stadier uden at miste grebet om lytteren. Offernat har ganske enkelt fået flere værktøjer i kassen.
&t=3s
Det høres endnu tydeligere på ‘The Signal’s Origin’, pladens måske stærkeste nummer. De drømmende 70’er-toner, Jonas Bangstrups luftige synthflader og den tålmodige pacing kulminerer i en enkel, men effektiv twinlead fra Anders Kargaard Bork. Her handler det progressive ikke bare om at gøre numrene lange, men også om at føre Offernats lyd nye steder hen.
Den efterfølgende ‘Metamorphosis’ er pladens korteste indslag på “blot” otte minutter, men selv dén holder den mere ambitiøse kurve intakt med doom af den riff-tunge kaliber, hvor Bork endnu engang får brilleret med hypnotiske melodifraser på den seksstrengede, mens det efterfølgende, 17 minutter lange titelnummer trækker tempoet helt ned i det funeral doom-venlige gear.
Dobbeltpedalen og en stærk lead fra Bork bærer de sidste seks minutter, indtil Bangstrup får æren af at runde ‘The Ecstasy of Death’ med svulstige kirkeorgel-flader. Titelnummeret er noget af en mundfuld og mangler måske også lidt den retning, som står klart på numrene forinden. Omvendt taler den også personligt til mit bløde 70'er-hjerte, hvor Eloy år efter år har været den mest afspillede kunstner på min foretrukne streamingtjeneste – for der kommer nærmest space-rockede takter frem i dem, der kræver sin tålmodighed af lytteren. Om jeg så nødvendigvis hylder denne tilgang, vil nok afhænge af dagsformen, men modigt, dét er det.
‘The Ecstasy of Death’ er ikke blot Offernat, der gentager sig selv. Og tak for det. Det er snarere en afspejling af en duo, der fortsat er i færd med at udvide sit udtryk, uden på nogen måde at give slip på mørket. Og selv når ambitionerne løber lidt foran kompositionerne, er det svært ikke at beundre forsøget.