Pastelfarvet sludge

Pastelfarvet sludge

På en knusende tung bund af nedstemte guitarer laver Torche stadig indie, der forlader sig på melodien og bliver reddet hjem af trommerne.

Kunstner
Titel
Restarter
Distributør
Genre
Trackliste
Annihilation Affair
Bishop in Arms
Minions
Loose Men
Undone
Blasted
No Servants
Believe It
Barrier Hammer
Restarter
Karakter
4

Da Torche for fire år siden spillede på Templet i Lyngby, bar frontmanden Steve Brooks en Neu!-t-shirt, mens de i merchboden solgte litografier, der karikerede coveret til Bostons debutalbum. Så har man ligesom skabt sig selv et vist albuerum imellem to yderpunkter i 70'er-rock: Bostons pompøse, radiovenlige hard rock og Neu!s repetetive, støjende art rock. Med en base i sludge metal, der altid mest af alt har virket som nærmest et tilfælde, fordi Torche aldrig har bekendt sig til nogle af metallens konventioner, hverken i artwork, sangstruktur eller tekstunivers. Som i overhovedet: Det har været pastelfarver, korte popsange og tekster om kærlighed, sex og følelser i en homoseksuel mands perspektiv. Og så har det bare været på en knusende tung bund af nedstemte guitarer, som Brooks videreførte fra sit foregående band, Floor.

Overstadig herlighed

Hvor Floor først og fremmest var tunge og middellangsomme, har Torche fra begyndelsen været mere tjeppe og generelt upbeat, men fælles for de to bands er stadig Brooks' rene indievokal og en måde at skrive sange på, der har mere tilfælles med Grant Harts sange i Hüsker Dü end med noget andet sludge. Det er ellers en formel, som både Mastodon og Kylesa på deres senere plader har forsøgt at indarbejde i deres udtryk med varierende held, men hos Torche har den aldrig virket som en formel, det poppede har ikke fremstået tilstræbt, det har bare været Brooks' måde at skrive sange på. Og selvom det på Torches 4. fuldlængdealbum står klart, at hans register er noget begrænset, specielt hvis man hører 'Restarter' i forlængelse af sidste års comebackplade med Floor, 'Oblation', så fungerer det stadig godt i afmålte doser. En plade ad gangen er det 37 minutters ren, overstadig herlighed, lidt ligesom hvid chokolade, og så skal man bare lade det blive ved det, lidt ligesom hvid chokolade.

Der, hvor Torche for alvor satte fra og efterlod en hel sludgescene med toppen af hovedet blæst af, var på deres andet album, 'Meanderthal' fra 2008. Her var der tapping i ødselt mål og heftige temposkift nok til at krydse ind i både djent og mathcore, og der var vokalharmonier og crunch, og alt var temmelig tæt på perfekt. Allerede på den efterfølgende ep, 'Songs for Singles', havde Torche dog skruet noget ned for kompleksiteten og strømlinet udtrykket noget, hvad de selv var de første til at erkende med et klistermærke på coveret, hvor trommeslageren Rick Smith proklamerede at ”It's a bunch of radio rock bullshit”. Vægten lå nu mere på traditionel sangskrivning end på at distanceblænde med alt det, bandet var i stand til at fylde ind i hvert enkelt nummer, men det gjorde musikken lidt mindre vanvittig. Udviklingen fortsatte på det efterfølgende album, 'Harmonicraft' fra 2012, som sådan set var en god nok plade, der bare ikke kunne undgå at skuffe i forhold til 'Meanderthal', fordi det hele var lidt mere straight – pun intended – rocket og lænede sig tilbage i sin egen melodiøsitet.

Stramt rullende crunch

Det spor fortsætter kvartetten i på 'Restarter', og det tilfalder i høj grad Rick Smiths supertight rullende trommespil at løfte al den 4/4, man får på uptemponumre som 'Bishop in Arms', 'Loose Men' og 'Blasted', og det er osse ham, der får løsnet de tungt slæbende 'Minions', 'No Servants' og 'Believe It', som strengt taget lige så godt kunne have ligget på en Floor-plade, og forlener 'Restarter' med en træghed, man ikke normalt ville forbinde med Torche. Så er det meget federe at høre bandet gå all-in på metallen i 'Undone' og åbneren 'Annihilation Affair', hvor Smith også får tæsket godt løs på gulvtammen og lavet et massivt crunch, samtidig med at Jonathan Nuñez' bas kommer til sin berettigelse over for de nedstemte guitarer. Nuñez har i øvrigt også produceret og fanget en god, sprød lyd til bandet med masser af bund.

Men der, hvor 'Restarter' peger fremad, er i det afsluttende titelnummer, hvor Torche endelig får gjort noget ud af al den lyd, de har i sig, og den simple 4/4, de åbenbart befinder sig så godt i. Der bliver løsnet fuldstændig op for den stramhed, der ellers er deres force, og nummeret får lov at flyde ud over små 9 minutters tam- og basdreven meditation med fuzz og ringlende guitarer. Neu! bliver opdateret, hvor man mindst havde ventet at finde dem, og det klæder virkelig Torche at give helt slip for en gangs skyld.

De må bare også godt lige stramme grebet lidt til næste plade. For nok indledes 'Restarter' triumferende og imponerende, og den afsluttes også på toppen, men imellem de to punkter er der lidt for mange steder, hvor man når at få pusten og tænke over, om det her nu virkelig også er så fedt, som det lyder.