Frygt ej – alt ved det gamle!

81cNDOqnu8L._SS500_

Primal Fear afleverer endnu en gang en omgang fornuftig heavy metal. Det er hverken værre eller bedre, end det plejer at være.

Kunstner
Titel
Metal Commando
Dato
24-07-2020
Trackliste
1. "I Am Alive" 4:34
2. "Along Came the Devil" 4:21
3. "Halo" 4:19
4. "Hear Me Calling" 4:39
5. "The Lost & the Forgotten" 4:08
6. "My Name Is Fear" 4:04
7. "I Will Be Gone" 4:26
8. "Raise Your Fists" 3:52
9. "Howl of the Banshee" 4:54
10. "Afterlife" 4:29
11. "Infinity"
Karakter
3

Primal Fear er klar med deres 13. album siden bandets start for 22 år siden. Hvis man skulle have overset Primal Fears første 12 udgivelser, så lad det være skrevet, at vi er i den mere traditionelle tyske heavy metal tilsat et skud power metal.

Det er bandet så heller ikke bleg for selv at tilkendegive med en albumtitel som 'Metal Commando' og et cover, som heller ikke rigtig levner nogen rest af tvivl. Der er altså ikke tale om noget epokegørende nyt. Heller ikke denne gang. Det er heavy metal med stort H og M, der appellerer til at hæve den knyttede næve i vejret og skråle med en fadøl i den anden hånd. Ja, bandet har da også i den forbindelse inkluderet en sang på albummet med titlen ’Raise Your Fists’.

Der er således ikke rigtigt meget intellektuelt eller musikalsk udfordrende materiale på ’Metal Commando’. Men det gør nødvendigvis heller ikke noget. Hvis bare man er i godt selskab, kan mindre også gøre det. Og man er generelt i godt selskab med Primal Fear. Hvis man bare har lidt veneration for den traditionelle heavy metal-stil, bliver man aldrig rigtig skuffet over nyt fra bandets side.

Hverdagsretter smager også godt!
Det er ikke en gourmetanretning, der nødvendigvis skal ledsages af årgangsvine, der diskes op med på ’Metal Command’. Der er mere tale om noget, der nydes sammen med kolde Harboe-pils. Men det har nu også sin tid.

Der lægges ganske effektivt ud med albumåbneren ’I Am Alive’. Det er en uptempo sag med gedigne guitarriffs, melodiske guitarleads, melodisk omkvæd og den evige forsanger Ralf Scheepers i vanlig god form.

">

Primal Fear består fortsat af de oprindelige Ralf Scheepers, bassisten Mat Sinner og guitaristen Tom Naumann. Sidstnævnte har dog være lidt ude og inde i bandet, men har været tilbage på de seneste tre album. Gengangere fra forrige album er også guitaristerne Alex Bayrodt og Magnus Karlsson. Der er ny mand bag trommerne i form af Michael Ehré, som har spillet med bl.a. Gamma Ray. Sjovt nok var Magnus Karlsson åbenbart ikke tilgængelig ved indspilningen af videoen til ’I Am Alive’, men han deltager vel også i særlig grad som medkomponist og session musiker på Primal Fears album og overlader liveoptrædender til de to øvrige guitarister.

Traditionel metallyrik
Albummets anden sang, ’Along Came the Devil’, fortsætter stilen, selv om tempoet er skruet lidt ned. Det er en sang om, hvordan Primal Fear opstod i 1998 og har raseret siden i kampen mod djævlen.  Lyrikken med linjer som “In '98 we came together,/ To rock relentless and for real,/ There ain't nobody ever bringin' us down,/ We will rock forever more” og “Along came the devil,/ And he tried to break us,/ Along came the devil,/ We stood ground against his evil” gør nok ikke Primal Fear til kandidater til Nobelprisen I litteratur. Men det er sandelig Hævi Medal. Men hvem er mon djævlen, der har forsøgt at knægte bandet alle de år?

">

Resten af albummet følger stort set samme spor med enkelte afstikkere. ’Hear Me Calling’ har et skud Queensrÿche, og ’Raise Your Fists’ har lidt Van Halen-guitarlyd. Og så er der naturligvis den obligatoriske ballade, ’I Will Be Gone’. Men ellers skal vi helt hen til albummets sidste sang, før der for alvor sker noget særligt. Og dog måske skal også lige nævnes albummets næstsidste sang ’Afterlife’. Det vil være mange bekendt, at Ralf Scheepers var i spil til at afløse Rob Halford, da denne forlod Judas Priest i starten af ’90’erne. Det blev ikke til noget. Men ’Afterlife’ lyder faktisk som en sang, som kunne være inkluderet på en af de Halford-fri Judas Priest-udgivelser, hvor det så var Tim ”Ripper” Owens, der havde hugget pladsen bag mikrofonen for næsen af Ralf Scheepers.

Og så lidt overraskelse til desert
Albummets sange er næsten alle omkring fire minutter lange. Men i sidste sang ’Infinity’ går Primal Fear totalt bonanza i en sang på over tretten minutter. Her bliver der for alvor satsen en smule med vekslen i tempo og med forskellige temaer. Der bliver lånt lidt kirkeklokker, regn og torden fra Black Sabbaths debutalbum, og sangen ender med et orkesterstykke. Ralf Scheepers skruer ned for volumen i nogle af de vokale passager, hvilket desværre resulterer i noget, der lyder som en parodi på Jon Bon Jovi. Det kan dog ikke tage fra sangen, at den er noget af det mest interessante på albummet.

Når regnebrættet skal gøres op, ender vi på et resultat, som ikke lander ret langt fra denne anmelders seneste anmeldelse af bandet for fire år siden. Primal Fear har udgivet endnu et bestemt lytteværdigt album. Men det indeholder ikke rigtigt sange, som for alvor lejrer sig i hjernebarken. Men det er vel såmænd godt nok. Man skal nok være tæt på bandets fanbase for at kunne huske sangtitler fra tidligere udgivelser.