Oprør på dansk
Sabotør opfordrer til oprør på dansk og skifter retning undervejs.
2. Ro på, Danmark
3. Kind Diamond
4. Arbejde gør fri
5. Oprør
6. 2040-planen
7. Sabbatår
8. Edderkoppemor
9. Skyggekæmper
Da magasinets store leder præsenterede mig for Sabotørs nyeste skud på stammen i form af 'Skyggekæmper', var det klart, at denne plade måtte jeg anmelde. Og jeg skal derfor også starte med en lille indrømmelse: Jeg har haft et svagt punkt for Sabotør, lige siden de hed Pudsige Herrer og gav anledning til dans i Wacken Metal Battle tilbage i 2018, og hvor jeg ved finalen – dansende i bare tæer på Pumpehusets møgbeskidte gulv – kyssede min nuværende ægtemand i offentlighed for allerførste gang.
Tilbage i nutiden har Sabotør nået at skifte navn – men så heller ikke så meget andet. Musikken er fortsat sludget, stonet og spacet fuzz, og teksterne er fortsat på dansk. Selv medlemmerne er de samme. Udgivelsen indeholder da genindspilninger af ældre numre fra Pudsige Herrer-demoen krydret med en række nye numre i slutningen af pladen.
Temaet for Sabotør er – ligesom det var for Pudsige Herrer – oprør. Oprør mod banker, performancekultur og generel grådighed. Det hele er fremført med selvsikkert eksekveret instrumenthåndtering og et fremragende vokalspor, som giver mindelser om både Plant og vores landsmand Kim Bendix Petersen aka King Diamond.
Pladen starter ud med 'Robot', som er et ældre nummer. Den har dog fået en lille opdatering ved nyindspilningen og indeholder nu elektroniske elementer, der da ogå lyder lidt af robot og giver en vibe af Rammstein – uden at det er så meget, at det virker, som om det er sket med vilje. Jeg kan egentlig meget godt lide det, men det er lidt … pudsigt.
Robot følges hårdt op af 'Ro på, Danmark'. Der er i høj grad lagt op til fællessang, og der er lagt et godt råbekor ind i på udvalgte steder for at give en live-følelse. Vi får en tung slutning på nummeret, som lige får os ned i tempo til 'Kind Diamond', der ikke står ud på ret meget andet, end at nummeret demonstrerer, at Rohde-Kappel er en virkelig dygtig sanger, der bærer sin falset så sikkert, som havde han aldrig bestilt andet. Nummeret slutter i en fin uptempo-cliffhanger, som kaster os videre ud i 'Arbejde gør fri', der er helt vidunderligt skævt, og som jeg elskede mindst lige så meget, da bandet, der spiller den, hed Pudsige Herrer. Der er noget fedt skævt ved riffet i verset. Og for at understrege sangens titel arbejdes der hårdt i bandet på at skabe en stresset stemning i bro og omkvæd – ikke helt ulig det, en almindelig lønslave indimellem føler.
'Oprør' er også en genganger fra Pudsige Herrer-tiden. Men oprør går ligesom aldrig af mode, og måske har det aldrig været så relevant, som det er nu. Det er en lille, lækker sludget sag med god tyngde i nummeret, og her kan man sagtens ryste pandehåret lidt. Eller råbe “Brænd de banker op, Fuck de banker op” – alt efter behag.
Og så sker der noget nyt. Et nyt nummer, som ikke bare er nyt, men som også er noget helt andet end det, pladen indtil nu har budt os på. '2040-planen' viser os hvad Sabotør også kan være. Og det klæder dem umådeligt. Hvis man har en lille indre hippie, der har elsket Page, Clapton og de andre rødder i banden, så er der noget at hente her. Der er en eller anden fornemmelse af genkendelse, og jeg gik en hel dag og overvejede, hvad det nu var, det mindede mig om. Men da jeg havde været adskillige af de gamle mestre igennem– uden held – gik det op for mig, at det måske bare er – som det skal være. Musik med solide rødder i fordums rock-klassikere, og som ikke har nogen som helst ambitioner om at pille ved det, der virkede. Og som stadig virker. Teksten her er bestemt også værd at lytte til – alle tænkelige talemåder vendes på hovedet og giver os noget at tænke over.
Og nu vi er ved 2040-planer, så har Sabotør naturligvis også 'Sabbatår' på pladen – et klart hit fra dengang trioen var ude med Pudsige Herrer på de danske scener. Det er et groovy nummer med gode, tunge stykker i. Og man kan synge med – med følelse. Hvem trænger ikke til et sabbatår? Men hvor 'Sabbatår' stod ud i Pudsige Herrer-tiden, så drukner det på denne udgivelse i andre og bedre numre.
Efter 'Sabbatår' får vi 'Edderkoppemor', som også er en ny frembringelse. Nummeret giver os en spacet, svævende intro, og starter noget tungere end de øvrige numre på pladen. Men kun for en kort stund –- så er vi tilbage i den kendte form. Denne gang med koklokke. Og man kan ikke få for meget koklokke. Men som med 2040-planen er vi tilbage i 70’erne, hvor de var bedst, og igen får guitaren en rolle, der går længere end på det ældre materiale på pladen. Igen må jeg blot konstatere, at det klæder dem. Der er meget feeling i Rohde-Kappels guitar, og han gør det jo fremragende. Så hvorfor ikke give os mere af den?
Pladens sidste skæring er 'Skygggekæmper', der med slimede spor sludger igennem lytterens stue. Pladens titelnummer og måske meget sigende for det univers, Sabotør kredser om. Det er tungt som ind i helvede, og Rohde-Kappels vokal er vred, vrængende, dyb og distortet. Endnu en facet i sangerens alsidighed. Udover det så er 'Skyggekæmper' lidt kedelig og jeg havde ventet mig mere af titelnummeret.
Vi kæmper os ud og op af pladens univers med tungt nedhængende hoved hele vejen rundt i en nærmest doomet afslutning. Her er ingen løfter om frelse, og det er egentlig en meget passende afslutning til en plade, der bringer os rundt om bankafbrænding, performancekultur og 2040-planer, der aldrig lykkes.
Sabotør lykkes til gengæld ganske godt. Både når det handler om sammensætningen af numrenes elementer, den selvsikre vokal, som man aldrig rigtig ved hvor er henne, og en ganske unik lyd. Det kan godt være, det nyskabende er subtilt til tider, men der findes lige nu ikke noget andet af nyere dato på den danske rockscene, som minder om Sabotør.
Bandets navn, titler og tekster harmonerer fint med musikken, som slår til de rigtige steder, tungt understøttet af Mads Fjeldvig, der på trommerne får lagt den bund, som teksterne behøver. Der er meget groove gemt i evnen til at være tålmodig med sine slag – og til gengæld slå rigtig hårdt, når man endelig gør det. Bare spørg John Bonham. Bunden flankeres fint af bassist Kári Birk Wellsandt, som heldigvis kan høres tydeligt på pladen. Der er lidt leg gemt mellem ham og Mads Fjeldvig på trommer, hvis man lytter godt efter, og det giver mange numre den der vibe af underspillet humor, som gør pladen til et så fornøjeligt bekendtskab. Jakob Rohde-Kappel giver fint mod- og medspil med sin solide vokal, der i sit udtryk godt kan minde lidt om Eik Skaløe fra Steppeulvene – altså når den ikke lige giver King Diamond baghjul.
Heldigvis går der ikke ren Eik i den, for Rohde-Kappel mestrer som kun få i Danmark en ganske kraftfuld falset, der lyder, som om han mener det – uden de tynde og pibende mislyde, denne sangstil ellers nogle gange lider under. Han er samtidig også guitarist (på både steelguitar og almindelig elektrisk), og jeg ærgrede mig lidt over, at den får så lidt plads på første halvdel af pladen. Guiteren på de ældre kompositioner stikker ikke ud i hverken den ene eller anden retning, men de nyere numre understreger med fede streger, at Rohde-Kappel bør lade sine talenter som guitarist komme mere til sin ret.
Skal jeg her til sidst hælde en dråbe malurt i bægeret, så hænger pladen ikke sammen som værk. Der er kendte numre af ældre dato krydret med de nyeste kompositioner, og den kombination giver en plade, der vil noget forskelligt og lyder som et band, der er ved at skifte retning.
Hvis man er til gedigen pigtråd frembragt med nerve og humor, så er Sabotør et lyt eller tre værd. Der er meget guld gemt på Sabotørs debut - et oprør på dansk hjemme i stuen.