Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sådan lyder det, når det swinger

Populær
Updated
Sådan lyder det, når det swinger
Sådan lyder det, når det swinger
Sådan lyder det, når det swinger
Sådan lyder det, når det swinger
Sådan lyder det, når det swinger

Sanger og guitarist i Gov't Mule og The Allman Brothers Band, eminente Warren Haynes, har begået et vellykket soloalbum - en hyldest til de bluesy soulrødder.

Titel
Man In Motion
Dato
09-05-2011
Distributør
Trackliste
1. Man In Motion
2. River's Gonna Rise
3. Everyday Will Be Like A Holiday
4. Sick of My Shadow
5. Your Wildest Dreams
6. On a Real Lonely Night
7. Hattiesburg Hustle
8. A Friend To You
9. Take A Bullet
10. Save Me
Forfatter
Karakter
4

Det swinger forbandet meget og godt, og man kan nærmest lugte sveden sådan en regnfugtig sydstatsaften i New Orleans, når man sætter Warren Haynes' blot andet soloalbum på.

Haynes er først og fremmest kendt som utrolig sej og stærk frontmand, sanger og guitarist i The Allman Brothers Band og eminente Gov't Mule - og også for sit engagement i The Dead, de overlevende rester af The Grateful Dead.

Tilbage i 1993 udgav han sit første soloalbum, 'Tales of Ordinary Madness', og nu – 18 år senere – kommer så album nummer to i eget navn, 'Man in Motion'.

Han kommer af blues, han leverer blues af høj kaliber til daglig uanset, hvilket band han nu står bag mikrofonen hos. Og selvfølgelig får vi også blues på soloudspillet. Men det er ikke det primære.

For på 'Man in Motion' får vi ikke det, vi ellers får med Warren Haynes. Det er et udspil, som nemlig også udspringer af den soulbaggrund, han har med sig fra opvæksten i Syden.

'Man in Motion' er indspillet så tæt på live i studiet, man kan komme, og det repræsenterer en lækker og rå tilbagelænethed, som swinger og rykker noget så stærkt. Måske netop, fordi det er tilbagelænet og på ingen måde forceret.

Fokus er på de gode sange og på at få musikken til at swinge. Og det gør den noget så grundigt. Det herlige er, at Haynes lader sit eminente og autentiske guitarspil være en vigtig ingrediens, og det er det, som gør, at man ikke bare affærdiger albummet som noget ikke-vedkommende soulsjask. Og han overspiller heldigvis ikke de blæserindslag, som er et gennemgående og soul'et træk.

Vi har Warren Haynes, hans uovertrufne guitarspil, hans udtryksfulde vokal og to håndfulde sange, som alle som én gør, at man ikke kan sidde upåvirket tilbage. Og så et lydbillede, der bringer os tilbage til dengang, rocken konstant knopskød: De tidlige 1970'ere.

Er man i et bestemt humør, kan det bare ikke være bedre.