Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Overraskende lavt niveau

Updated
Overraskende lavt niveau

Sevendust er vanligvis garant for velskrevne plader, men på kvintettens 12. fuldlængdeudgivelse er der langt mellem de store oplevelser.

Kunstner
Titel
All I See Is War
Trackliste
Dirty
God Bites His Tongue
Medicated
Unforgiven
Sickness
Cheers
Risen
Moments
Not Original
Descend
Life Deceives You
The Truth
Karakter
2

Amerikanske Sevendust er efterhånden blevet et stilsikkert flagskib inden for amerikansk alternative metal. Med albumdebut i 1997 blev kvintetten ellers hurtigt placeret blandt de mange andre nu-metal-bands, der så dagens lys i midt-/slut-90’erne. Den Atlanta-baserede kvintet viste sig dog at være noget mere sejlivet end den nu-metal-label, der fejlagtigt blev påklistret bandet. Siden debuten er det blevet til yderligere 11 udgivelser, fordelt over lidt over 20 år. Generelt kritikerroste udgivelser, der indiskutabelt har givet bandet et positivt omdømme i hjemlandet som garant for kvalitetsmateriale.

I Danmark har vi kun haft fornøjelsen af at opleve bandet live en enkelt gang, da de i 2009 gæstede et halvfyldt Lille Vega. En god indikator for, at Sevendust har haft meget større succes med at bryde igennem i hjemlandet, frem for det nordiske. Det store spørgsmål er, om bandets 12. udgivelse vil ændre på det?

Selvom Sevendust har ry for at komponere materiale af høj kvalitet, er ’All I See Is War’ desværre et stykke fra at være på det niveau, der normalt præger bandets udgivelser. Helt basalt er kompositionerne ikke stærke nok og lyder lidt for ofte som kopier af tidligere udgivet materiale. Førstesingle ’Dirty’ eksemplificerer på fin vis albummets grundlæggende mangel. Det er en typisk Sevendust-førstesingle, som ’Thank You’ var det på ’Kill the Flaw’ (2015), ’Decay’ var det på ’Black Out the Sun’ (2013) og ’Driven’ på ’Alpha’ (2007). ’Dirty’ er bare langt fra samme kvalitetsniveau som de nævnte numre.



Skabelonen for bandets sange er generelt den samme. Lajon Witherspoons vokal er stadig omdrejningspunktet, endda i endnu højere grad end normalt. Det levner ikke meget plads til resten af bandet eller de interessante indslag, der normalt giver Sevendusts numre variation. I stedet er der blevet alt for meget plads til den sørgmodige side af Witherspoons vokalføring. De aggressive, testosteronpumpende vokalfraseringer, der tidligere har været sublim pendant til den melankolske og indadvendte vokal, har ikke fået meget plads på ’All I See Is War’.

’Unforgiven’ har noget af den vanlige Sevendust-energi. Det samme har ’God Bites His Tongue’ og pladens tungeste nummer ’Risen’. Fælles for alle tre numre bygger verset solidt op, men før det bliver rigtig spændende, bliver det hele spoleret af et trivielt, kedeligt omkvæd. Bedre går det på pladens mere melodiske kompositioner. ’Not Original’ og ’Descend’ er begge smukke numre, flot eksekveret med strygere og potent, om end noget klichefuld lyrik. Desværre er numrene stadig et stykke fra at være på samme niveau som for eksempel ’Follow’ eller ’Angel’s Son’ fra ’Animosity’.

De få gange, hvor det virkelig lykkes for Sevendust, får man en kort påmindelse om, hvor god kvintetten kan være. ’Moments’ har lidt af den famøse Sevendust-magi, der kendetegner bandets bedste numre. Opfindsom brug af klaver, insisterende riffs og et velskrevet omkvæd. En påmindelse, der i høj grad udstiller store dele af albummet som det halvkedelige produkt, ’All I See Is War’ desværre er.

Det er småt med højdepunkter på ’All I See Is War’. Efter 45 minutters spilletid er det kun de tidligere nævnte numre, der hænger fast. Resten fremstår som en ligegyldig, monoton masse af lavkvalitets Sevendust-materiale. Det er i sandhed en skam. Det amerikanske band har ikke udgivet et så intetsigende album siden 2003-udgivelsen ’Seasons’. Forhåbentlig er ’All I See Is War’ blot et uheldigt bump på vejen og en påmindelse om, hvor stærke udgivelser bandet har udgivet, og ikke en indikator for fremtidige udgivelser. Alt andet lige skal der ske noget helt exceptionelt, hvis ’All I See Is War’ bliver albummet, der for alvor giver Sevendust det brede gennembrud i Danmark.