Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Skizofreni på højt plan

Populær
Updated
Skizofreni på højt plan

Det er forbavsende så godt Iwrestledabearonce binder sære stumper kraftigt varieret musik sammen på sit andet album.

Titel
Ruining It For Everybody
Dato
25-07-2011
Distributør
Karakter
4

Bandnavnet gør nok, at man ikke forventer den største seriøsitet af gruppen fra Louisiana, USA. Forinden udgivelsen havde bandet da også proklameret, at de for at komme ud af hoben af "core"-bands ville optræde i corpse paint, og at albummet ville være 90% black metal. Naturligvis, langt fra sandheden og en tyk, tyk joke. Senere udtalte bandet, at joken var henvendt de ofte alt for seriøse og humorløse black metal-fans.

Der er ikke skruet ned på humoren og de tossede og mærkelige idéer, men der er kommet mere pondus i både det skøre og det poppede, som fremkommer, når forsangerinden Krysta Cameron laver en let og smuk melodi. Hun kan nemlig også growle som en gal i kontrast til dette. Og i det rene register lyder hun som alt mellem Maria Brink (In This Moment) og Björk. Og i et enkelt parti med masser af korstemmer går der nærmest gospel i det.

Musikalsk tager guitaristerne masser af toner højt på gribebrættet, og det er heller ikke så tungt og nedstemt som meget andet metal, der flirter med "core"-genrerne. I stedet lyder det avanceret og til tider forvirrende, men hele tiden ligger der en melodistump i mixet, og det bliver den røde tråd, som finder vejen gennem sangen.

Det virker visse steder som en kompromisløs version af In This Moment, som også kan noget med flotte vokalmelodier og en kvinde, der båder synger pænt og grumt. Men hvor det i In This Moments tilfælde kan gå hen og virke lidt kalkuleret, så lyder det ikke som om, at Iwrestledabearonce lefler for nogen, og i kraft af stærk sangskrivning, hvor kaos giver mening, så bliver resultatet bare fedt, anderledes og smukt på én gang.

Det fede track 'You Know It Ain't Them Dog's Real voices' kan tjekkes ud i denne lidt bizarre video. Sangen som den er på cd'en starter 28 sekunder inde: