Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hillemænd!!

Updated
Soot

Irske Soothsayer ligner endnu et pletskud fra Transcending Obscuritys kasse med nye bands, der bare kræver, at du lægger opvaskebørsten fra dig, smider telefonen i affaldsskakten og sætter dig ned og hører efter.

Kunstner
Titel
Echoes Of The Earth
Dato
09-04-2021
Genre
Trackliste
1. Fringe
2. Outer Fringe
3. War Of The Doves
4. Cities Of Smoke
5. Six Of Nothing
6. True North
Forfatter
Karakter
5

Det kan være en slem og utaknemmelig omgang – for såvel nye orkestre som for anmeldere – at være en aktiv del af den koloenorme promostak, der ugentligt lander hos et metalmagasin. Flere udgivelser når ikke længere end indbakken, endnu flere agerer baggrundsstøj for dagligdagens foreteelser, inden de sorteres ud til højre; enkelte står ud, fordi de simpelthen er så elendige, at det ikke kan ignoreres, og nogle flere gør sig fortjent til et par ekstra ture på anlægget og en anmeldelse stoppet med slidte fraser som "lovende takter", "potentialet til noget mere" og "optræk til gode ideer".

Og så er der de få, der befaler at få mere opmærksomhed. At man slipper opvasken, vasketøjet, fjernbetjeningen og mobiltelefonen og for helvede bare lytter. De bands, der trænger så voldsomt igennem sumpen af metallisk intetsigende mos, at de afkræver opspærrede øjne og udspilede ører, for hvilke de til gengæld kvitterer med en gedigen metallisk oplevelse af de store. Et af dem er fuldlængde-debuterende irske Soothsayer.

Bandet har et par EP'er med traditionel, repetitiv sludget doom på CV'et, garneret med en fire numre og 40 minutter lang liveplade, indspillet på det metalliske næsten-ingenmandsland, der er middelhavsøen Malta. 'Echoes of the Earth' er bandets første store satsning. Og en satsning, der bærer frugt, hvis du bare lige gider at slukke for vandhanen, lægge låget på vasketøjskurven og glemme Instagram et øjeblik.

Pladen trækkes langsomt og tålmodigt i gang gennem et apokalyptisk lydlandskab fyldt med fuzz, ambiente effekter, forvrængede højttalerstemmer, ulvehyl og arytmiske slag mod metal. En enlig, skrøbelig guitar og Liam Hughes' grødede, messende vokal er de eneste toner, der tilgår lytteren i det adspredte og mørke lydbillede, som Soothsayer maler; mens man både forundret venter på en musikalsk forløsning og samtidig ikke vil give slip på den messende stemme, der æder sig ind under huden på én.

Et vedblivende katarsis
Forløsningen, der over syv minutter langsomt har meldt sit komme, brager ud 50 sekunder inde i 'Outer Fringe'. Et samlet band svinger den mangehovede hammer med uimodståelig kraft direkte i ansigtet på den uforberedte lytter i et sonisk angreb, hvor Hughes' vokaler skiftevis growler, råber gennem adskillige lag af mudder og decideret smertensskriger sig vej gennem luften over en bund af blytung, sludget doommetal; tungt, dundrende. Umuligt at værne sig mod. Efter godt et minuts tid falder offensiven sammen, ned i et hul af uforståelige chants og en enkelte fuzzende, nedstemt guitar, og bedst som man tror sig sikker, kommer angrebets anden bølge. Sean Breens næsten dødsmetalliske trommer tamper skidtet i gang igen, og under de forunderlige vokaler, der konstant skifter i stil, synkopering og rytmik, ligger to både svævende og huggende guitarer, der som to næsehorn i parringsleg er lige dele drillesyge og dødelige. Nummeret rejser over sine otte minutter rundt i sarte soundscapes, tunge frontalangreb, melodiske drillerier og en forførende og særegen mangel på en struktur, der aldrig er til stede, men aldrig savnes. Soothsayer glimrer ved en mangel på forudsigelighed, som virker sært harmonisk trods sit iboende kaos.



Udgangspunktet fortsætter pladen igennem med at være i sludge metallen, men doom, soundscapes, slæbende død og svartmetal-musiceren blandes legende let ind i lydbilledet undervejs. Mens det musikalske tryk er konstant, insisterende og møgtungt, forstår irerne at stoppe lige præcis tilpas mange delelementer ind i helheden til, at man ofte tager sig selv i om og om igen at tænke "nej, fik de også plads til det" og "okay, det fungerer faktisk" om små finurligheder, der beskrevet på papir lyder enten tåbelige eller overflødige.

Pladens resterende fire numre er nænsomt tilsat gæstevokaler, og de dobbelte råb, skrig og skrål fungerer imponerende godt med Hughes' allerede alsidige vokal. Allerbedst i 'War of the Doves', hvor Oxbows berygtede frontmand Eugene Robinson giver nummeret et spagt strejf af skingrende sindssyge og i albummets mest ekstremmetalliske skæring, den 12 minutter lange lukker 'True North', hvor Benediction-hals Dave Ingram giver lidt til dødsmetalpuritanerne.

Let nydte særheder
'Echoes of the Earth' er en helt og aldeles fremragende plade. Selv om startlinjen siger, at det her er præget af sludge og doom, indeholder Soothsayer-debuten så mange facetter, at genrestempler er fuldstændig umulige og mindst lige så overflødige. Pladen skifter mellem total, ustyrlig vrede og torden, sarte lydlandskaber, atmosfærisk messen, guitarer, der snart er legende små børn og snart metallisk dundrende tanks på vej til at skabe den totale ødelæggelse og et vokalmønster, der langt fremme i lydbilledet er definitionen på den mangel på fastlagte skabeloner og genbrugte mønstre, der gør Soothsayer så spændende at opleve.

Det kan virke, som om Soothsayer kun har haft ét på dagsordenen under indspilningerne: "Så få grænser som muligt". Alligevel er 'Echoes of the Earth' et organisk, helstøbt værk, hvor ingen numre falder igennem, ingen ideer synes påfaldende aparte og ikke ét af de små, skæve påfund står ud som overflødige eller irriterende. Det er, rent ud sagt, forbandet godt. Og kræver din fulde opmærksomhed fra start til slut. Uanset hvor meget opvasken så ellers har hobet sig op i mellemtiden.