Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Drone foroven, drone forneden

Updated
Sunn O))) - Life Metal
Sunn O))) - Pyroclasts

Hvis du kun vil høre en drone-plade i år, så lyt til ‘Life Metal’. Hvis du vil høre to, så lyt til ‘Life Metal’ og en nærmest hvilken som helst anden end ‘Pyroclasts’.

Kunstner
Titel
Life Metal - Pyroclasts
Dato
13-04-2019
Genre
Trackliste
Life Metal

1. Between Sleipner's Breaths
2. Troubled Air
3. Aurora
4. Novæ

Pyroclasts

1. Frost (C)
2. Kingdoms (G)
3. Ampliphædies (E)
4. Ascension (A)
Forfatter
Karakter
3

For de fleste bands er det en stor ting at udgive to plader samme år. Sådan noget, der ville blive stablet hype op om, og som sikkert også ville rumme en fortælling om konceptplader og sagaer og så videre. 'Life Metal' og 'Pyroclasts', begge udgivet i 2019, udgør Sunn O)))s hhv. 136. og 149. udgivelse og har ikke nogen særlig staffage.

Når det nu er sagt, er 116 af dem udgivet i de sidste fire år og er liveoptagelser fra næste hvert eneste liveshow, de har spillet. I den periode har de udgivet tre studieplader, og to af dem er altså fra 2019.

Begge er indspillet over den samme 14-dages periode i den legendariske producer Steve Albinis studie Electrical Audio i Chicago. Han har blandt andet produceret for Nirvana, Pixies, Neurosis og adskillige andre.

På fjorten dage bankede riffmajorerne Greg Anderson og Stephen O’Malley sammen med fire kollaboratører og seks producere så 'Life Metal' sammen. Hver dag, før og efter indspilningerne, jammede de i tolv minutter – fire af disse blev til efterfølgeren 'Pyroclasts'. Nå ja, og så er det hele optaget og mixet på analoge bånd.

Drone, men på en glad måde
'Life Metal' er, som titlen måske antyder, en anderledes vinkel på drone end fx humørbomber som 'ØØ Void' eller 'Black One'. Sunn O))) ønskede at skabe musik, der gav anledning til mere glæde og til et lysere syn på verden, end de plejer.

Det er de faktisk lykkedes med, hvor underligt det end måtte lyde. For Sunn O))) har på 'Life Metal' formået at puste farve i de dronende guitarlandskaber og fremtryller, med lidt hjælp fra forskellige lydeffekter, store, farvestrålende soniske passager, der matcher den psykedeliske indpakning, der er skabt af kunstneren Samantha Keely Smith til formålet.

Vokalen, leveret af islandske Hildur Guðnadóttir, er sart og æterisk og grænsende til det messende. Som så ofte før er det næsten en religiøs oplevelse at høre denne Sunn O)))-plade, men denne gang er det i højere grad en sommergudstjeneste end en dommedagsprædiken.

Guðnadóttir står også for at spille elektrisk cello, og det er måske et af de elementer, der bidrager allermest til den opløftede stemning. Hun åbner så at sige rummet for guitarernes tunge toner og giver plads til, at de kan folde sig ud og op i stedet for at lukke sammen og trække ned. Særligt åbningsnummeret 'Between Sleipner’s Breaths' giver en fornemmelse af luft og lys og får mig til at associere til Bathorys 'Nordland' i sin entusiastiske nordiskhed.

'Life Metal' er en god plade, og dens største problem er, at den er lavet af Sunn O))). For den er ikke lige så god som 'White1', 'Monoliths and Dimensions', 'Black One' eller den mesterlige 'Altar'. Og det er måske okay. Det er bare ikke nok, når man ved, hvad de to øksemænd er i stand til.



Drone, men på en lidt mindre glad måde
Hvordan er det så med 'Pyroclasts'? Tja. Det var ikke rigtig meningen, den skulle indspilles, og det mærkes. For dem, der ikke har set Sunn O))) live, skal det måske siges, at forestillingerne aldrig er præcis ens. De har nogle grundideer, og så spiller de sig sammen ud fra dem. Nogle gange er det sublimt, andre gange temmelig kedeligt.

Denne plade er en af de sidste. Det er ikke dårligt, men det kommer ikke ud af den rille, bandet kører i, og Pyroclasts lyder som en hvilken som helst anden drone-skive. Der er store riffs, rumlen og støj, men når den holdes op imod den konceptuelt gennemtænkte og gennemførte 'Life Metal' føles den flad.

En gang imellem stikker en bid af lyd frem og minder en om andre genistreger fra droneduoens bagkatalog. Det kan være den korte overgang hvor guitartonen på 'Frost (C)' minder om 'Black One', eller når vibrationerne kommer i spil på 'Mountain', så man et øjeblik håber, man hører 'Big Church'.

Og det er vel egentlig noget af det værste, man kan sige om en plade. Den er ikke kedelig. Den giver bare en lyst til at høre noget andet.