Ufuldendt forsvar
Midnight Blitz kunne være et vildt og overbevisende styrtbombetogt, men ender med et par enkelte fuldtræffere og flest forbiere.
2. Tears In Rain
3. Follow Me In Death
4. Dead Until Dark
5. Barren Lands And Seas Of Red
6. War In Heaven
7. Blood Sacrifice
8. Night Raids
9. Eye Of The Storm
10. Eulogy
I pressematerialet taler Nuclear Blast om, at engelske Tailgunner er heavy metals fremtid, og det er alligevel et frisk udsagn om et band, der kun kigger bagud. Men måske ved personen bag de ord ikke, at en Tailgunner er den person, der sidder bagerst i et bombefly med et par kraftige maskingeværer og skal forsøge at nedskyde angribende jagerfly, før de gør det samme ved bombeflyet – altså en person, der skuer tilbage, som sidder langt fra resten af besætningen på flyet og i øvrigt ikke kan se, hvor bombeflyet er på vej hen. Et modigt job, og nogen skal jo gøre det og tage den ret farlige tjans udstillet i en glasboble.
Til tider kan Tailgunner faktisk godt udfylde tjansen som den tapre forsvarer af sand heavy metal mod usle bagholdsangreb (jeg ved ikke fra hvem, vel trap-rap og dancehall) – som en slags sidste bolværk mod fjenden af New Wave of British Heavy Metal og alt andet oldschool. Slet ikke så godt, som canadiske Riot City har gjort det på deres to albums, eller som hjemlige Steel Inferno i øvrigt. Men Tailgunner er slet ikke ueffent, når det tager dem.
Allerbedst er de på ‘Blood Sacrifice’, der gemmer sig sådan midtvejs på albummet. Her er præcis den hidsighed, der får de to førnævnte bands til at eksplodere, og samme intensitet, som man fandt på Judas Priests fandenivoldske comeback-album ‘Firepower’ fra 2018. Vred og farlig heavy metal!
I ‘Blood Sacrifice’ er Tailgunner stærke med i stål og metal: piskende tempo, aggressive riffs, et sejt tema, insisterende omkvæd og episk mellemstykke med ditto soloer.
Den formel forsøger Tailgunner sig desværre ikke på hver gang. Åbningen ‘Midnight Blitz’ har noget af det samme, men allerede på anden sang, den Blade Runner-omhandlende ‘Tears in Rain’, er er det som om, at englænderne kun har gang i halvdelen af maskingeværerne gennem verset. Det er alt for tidligt at tabe pusten. På samme måde har ‘Follow Me in Death’, ‘Dead until Dark’ fede elementer, og lækre mellemstykker, men slet ikke stamina nok til at holde maskinen flyvende, når haleroret er gennemhullet, og den ene motor i brand.
I ‘War in Heaven’ har albummet midtvejs en ret stor powerballade, der faktisk fungerer fint. Meget pompøs i forhold til resten af albummet, men sangen kan bære de store armbevægelser og har sådan lidt Rainbowsk storhed over sig (altså kun næsten, for de færreste tåler sammenligning med Dio).
En trilogi lukker ‘Midnight Blitz’ af, og ‘Night Raids’, ‘Eye of the Storm’, og ‘Eulogy’ har et godt afsæt, men også kun et opløb og et lige ved og næsten klimaks, og slet ikke den rette, påtrængende uforglemmelighed i riffs og omkvæd. Det kunne være så sejt, og er forholdsvist frustrerende tæt på at eksplodere. De får kun slæbt maskinen hjem til basen i god behold, men også uden at have gjort et nævneværdigt indtryk på bombetogtet, og de får kun halvvejs afvist bagholdsangrebet på genren.