Norsk comeback
Efter 12 års pause er Triosphere tilbage med et album, der peger i mange retninger.
Of Tyrants
Oceans Above, Stars Below
Monster's Ball
Through the Phantom Wall
Shorelines
Lightning in a Bottle
Encore
Embers
Orpheus' Bane
Cadence of Chaos
Gjenklang
Det er i år 20 år siden, at det norske band Triosphere udgav debutalbummet ’Onwards’. Efterfølgende er udkommet to yderligere albums. Men der er gået 12 år siden album nummer tre, inden det fjerde album ’Oceans Above, Stars Below’ nuher endelig er landet.
Triosphere spiller en slags melodisk, progressiv powermetal. Så kommer man også vidt omkring. På ’Oceans Above, Stars Below’ er det måske mest det melodiske, der er dominerende.
Siden Triosphere blev dannet i Trondheim i 2004 har guitarist Marius Silver Bergesen og bassist og forsanger Ida Haukland dannet kernen i bandet.
Frisk start
Efter det efterhånden obligatoriske, instrumentale åbningsopus, som der åbenbart skal være på power metal-albums for tiden, sætter albummet rigtigt i gang med sangen ’Of Tyrants’, en ganske herlig power metal-sag. Ida Hauklands vokal er stor og skarp og minder lidt om Marta Gabriel (Crystal Viper/Leatherwitch). Det er måske ikke en synderlig opfindsom sang, men den sparker i den grad fra sig med et thrashet strejf. Vi er godt i gang!
Efterfølgeren til den kække start er titelnummeret. Det er også en ganske fin sang, men der er skruet noget ned for fræseriet og tilmed en smule for hastigheden. Der er begyndt at snige sig noget mere konservativt hard rock indover, men der er nu fortsat noget at glæde sig over i en sang, der understøttes af en ganske fin guitarsolo.
De næste par sange holder niveauet. ’Monster’s Ball’ forbliver i power metal-universet, mens ’Through the Phantom Wall’ viser Triospheres progressive side. Herefter begynder matheden sig imidlertid at sætte ind.
Stilskifte
Sangen ‘Shorelines’ minder mere om noget 40 år gammelt hard rock, ikke mindst, fordi Ida Haukland pludselig lyder som Ann Wilson fra amerikanske Heart. Det er ikke rigtigt dårligt, men det virker mærkeligt med dette stilskifte og svækker albummets helhedsindtryk noget.
Desværre forsætter bandet på de næste sange med mere eller mindre at blive i den traditionelle hard rock i stedet for at slippe tøjlerne og skrue lidt op for tempoet.
Først i albummets næstsidste sang bliver der igen rigtigt noget at glæde sig over. I 'Cadence of Chaos’ er der skruet op for kadencen, og der varieres fint med indskydelse af småprogressive elementer. En værdig afslutning på et generelt godt og varieret album.
Men det er slet ikke slut. Triosphere har af uransagelige grunde valgt at afslutte med instrumentalnummeret ’Gjenklang’. Det er så mærkeligere end det, for det er et nummer alene med piano og strygere. Man må da medgive, at det får pulsen ned, hvis det var intentionen, men mon ikke det er et indslag, der ofte vil blive droppet ved gennemlytningen af albummet?
’Oceans Above, Stars Below’ er et overraskende vellykket comeback for Triosphere efter så mange år. At det så kunne have været endnu bedre ved en lidt mere selektiv udvælgelse af albummets sange, ændrer ikke ved, at det er et rigtig godt album.