Trist musik i sørgelig produktion
Populær
Canadisk/paraguanske Idillicah skaber stemningsfuld gothic via keyboards, men fejler på produktionen, og sløser flere steder i udførslen af trommer og vokal.
2. The Mask
3. Under the shining moon
4. Gone
5. Erised
6. Revolution
7. Born Again
8. Your memory won't fade away
9. Linger
10. Falling Curtains
11. Under the shining moon [Acoustic]
12. Windowpane [Opeth Cover]
Idillicah, der oprindeligt blev dannet af paraguansk-fødte Marcos Codas, som nu bor i Canada, har fået udgivet sin debut i begrænset oplag på et lille sydamerikansk label. Pladen er resultatet af samarbejde med 12 forskellige artister, og selvom arbejdet har taget to år, har man alligevel valgt at genindspille og inkludere de fire sange, som bandet udgav i 2008. Desuden er der et uimponerende cover af Opeths 'Windowpane'.
De to års arbejde med pladen har været hårdt arbejde, men hvad tiden egentlig er benyttet til, er svært at sige, for det er ikke gået til at skrive svinefede sange eller forfine lyden, der mildest talt er elendig takket være en håbløs produktion.
Det minder lidt om dengang man tape-tradede eller i Metalized-shoppen fandt obskure demoer fra rundt om i verden. Ikke alle havde fed lyd, men mange havde en særlig charme. I dag har selv demobands ofte bragende fed lyd (især herhjemme med de stærke producere), så demoen er egentlig uddød i traditionel forstand, når bands lægger så professionelt ud.
Idillicahs lyd er faktisk charmerende. Men går man lidt hårdere til skiven, så er det lyden af ungdomsskole og en famlen efter identitet. Bandet har med sine 12 numre forsøgt at fange hver en sindsstemning. Det ender nu mest ud i en slags gothic, doom med klare symfoniske tendenser, spredte growls og lidt dobbeltpedal.
Trommerne lyder ikke godt i mixet og virker flere steder lidt "sloppy" og som var de spillet af en ikke særligt rutineret trommeslager, der snubler af og til. Den distortede guitar er langt i baggrunden, men det gør ikke så meget for akkorderne gør ikke noget for musikken. Bas lægger man ikke mærke til, at der skulle være.
Bedre som ambient keyboard-projekt
Keyboards er ofte væsentlig lettere at producere, fordi de uden problemer kan gå direkte i mixeren/computeren. Heldigvis er det så også keyboardet som er mest interessant på albummet. Der er nogle udmærkede kvindevokaler også, uden at det dog er så prangende leveret. Måske et album kun med keyboards og de bedste af kvindevokalerne ville have holdt hjem, selvom de mandlige growls holder en acceptabel standard.
'The Mask' indeholder faktisk gode elementer, som emmer lidt af symfonisk black metal, men flere af sangene burde ikke lande på et album. En stor del af vejen lyder bandet dog mere som en discount-udgave af Therions stort anlagte mix af klassisk musik og heavy metal. Sangene her lyder alt for skitseagtige. Hør bare 'Born Again', hvor kvindevokalen er temmelig falsk - måske fordi guitaren også ligger i det skæve område. Omkvædet har ellers gode idéer, som minder om Dismal Euphony.
Der er passager i 'Linger' som også klinger udmærket, men det retter bare ikke op på, at slutresultatet er et album, som ikke er færdig produceret, og musikalsk ikke lever op til dagens standard fra de utallige dygtige og knivskarpe bands derude.
NB: besøg bandets myspace eller hjemmeside for info, om hvordan skiven bestilles fra pladeselskabet.